Frimureriets mål og midler

 

 

Som frimurer er man religiøs, men frimureriet er ikke en religion, og der er stor forskel på religion og religiøsitet. Man kan være religiøs uden at være tilknyttet nogen religion, og omvendt kan man være medlem af en religion uden dermed at være religiøs. Religiøsitet eller spiritualitet er kernen eller essensen i de forskellige religioner, og den har intet at gøre med religiøse dogmer og regler, men handler om det enkelte menneskes indre oplevelse af det guddommelige. Ved alle store religioners begyndelse har deres grundlæggere haft dybe spirituelle oplevelser, men som tiden går, er der en tendens til, at den umiddelbare spirituelle oplevelse træder i baggrunden, mens fortolkninger, ritualer og moralske forskrifter træder i forgrunden. Fortolkninger degenererer til dogmer, ritualer degenererer til tom ritualisme og den indefra motiverede etik degenererer til moralisme. Det, der oprindeligt var et levende og personligt møde med tilværelsens hellige dimension, er så blevet til et stivnet trossystem. Det, der oprindeligt var esoterisk religiøsitet er blevet til en eksoterisk religion. Med en zenbuddhistisk tese, kan man sige, at man er endt med at dyrke den finger, som peger mod målet, i stedet for at dyrke selve målet.

 

Der kan være flere årsager til en sådan udvikling fra esoterisk religiøsitet til eksoterisk religion, men en af de væsentligste årsager er nok, at de religiøse bevægelser har været domineret af mænd, og det har igen noget at gøre med forskellen mellem venstre og højre hjernehalvdel. Den venstre hjernehalvdel er sæde for de kolde intellektuelle, logiske og analytiske evner og har ingen sans for sjæl, mens den højre hjernehalvdel tager sig af oplevelser og følelser, af det intuitive, af forestillinger og fantasi, af alt det, vi normalt betegner som varmt, psykisk eller sjæleligt. Kort sagt kan man sige, at alt det, der kan udtrykkes med ord, opfattes med venstre hjernehalvdel, mens alt det, der vanskeligt kan udtrykkes med ord, opfattes med højre hjernehalvdel. Mænd er gennemgående mere domineret af venstre hjernehalvdel end kvinder, og samfund, som udelukkende består af mænd udvikler sig derfor ofte i en skæv retning, hvor intellekt, logik, regler og stramme ritualer dominerer på bekostning af de mere sjæleligt betonede tiltag, medens religiøse samfund, som er domineret af kvinder, derimod har tendens til slagside i den stik modsatte retning med overvægt af det sjælelige eller ligefrem sværmeriske og okkulte på bekostning af den sunde fornuft.

 

I sin kerne er frimureriet en esoterisk bevægelse, hvor målet er den enkelte broders udvikling til dels i etisk retning, men i særdeleshed også i retning af en personlig føling med sit indre guddommelige centrum. Frimureriet er imidlertid også et samfund af mænd, altså af mennesker, hvis venstre hjernehalvdel normalt dominerer på bekostning af højre hjernehalvdel, og desværre er nogle af frimureriets ritualer i tidens løb blevet revideret af brødre, som ikke helt har været klar over betydningen af at tilgodese den højre hjernehalvdel. For at bevare frimureriet som noget esoterisk, er det vigtigt, at man lærer at lade venstre hjernehalvdel træde i baggrunden og at lytte til højre hjernehalvdel, der hvor det drejer sig om indre oplevelser.

 

Både ifølge de gamle hermetiske videnskaber og ifølge psykiateren C.G. Jung består menneskelig udvikling i at forene de mandlige og de kvindelige egenskaber i sig – symbolsk udtrykt - i at blive hermafrodit. Hermafrodit betyder nemlig en sammensmeltning af den mandlige Hermes og den kvindelige Afrodite. Sagt på en anden måde består menneskelig udvikling i at forene de to hjernehalvdele: den typisk mandlige og den typisk kvindelige hjernehalvdel, selvom de med deres modstridende egenskaber synes lige så uforenelige som ild og vand.

 

Rigtigt udførte ritualer er noget, som kan forene aktiviteterne i venstre og højre hjernehalvdel. Ritualer er regler og hører derfor under venstre hjernehalvdel, men formålet med ritualerne er at bibringe brødrene oplevelser, som ikke kan opfattes med venstre hjernehalvdel, men som skal opfattes med højre hjernehalvdel. Derfor er det afgørende, at ritualerne udføres på en sådan måde, at de bibringer brødrene og i særdeleshed kandidaterne oplevelser, som ikke er forståelige for venstre hjernehalvdel, men som opfattes og ”forstås” af højre hjernehalvdel. På en måde kan man sige, at det, der taler til højre hjernehalvdel, er det, man opfatter som stemningsfuldt. Det er nødvendigt at have regler, men reglerne må ikke kvæle det sjælelige og stemningsfulde i logearbejdet.

 

Ritualerne er altså et meget fint og følsomt instrument, hvis formål det er at hidføre noget, som ikke ligger i selve ritualet, men som alligevel frembringes ved hjælp af ritualet. Det er med ritualer som med musik, malerkunst og andre kunstarter. Man kan f.eks. lære at male teknisk helt perfekt eller at spille teknisk helt perfekt på et musikinstrument, men det kommer der ikke kunst ud af. Kunsten forudsætter kendskab til teknikken og bruger teknikken, men kunsten kommer ikke af teknikken; den kommer fra et udefinerligt sted inde i en og udtrykkes ved hjælp af højre hjernehalvdel. Den kongelige kunst, som frimureriet jo kaldes, er ikke forskellig fra andre kunstarter. Teknikken, d.v.s. ritualerne mestres med venstre hjernehalvdel, men den kongelig kunst opstår først der, hvor højre hjernehalvdel tager over og fremtryller noget, som kommer fra et udefinerligt sted i en, og som venstre hjernehalvdel slet ikke forstår.

 

                                                                                                                                                                                                                                 Jens Gabe