De tre hovedembedsmænd

Det kan næppe være en fremmed tanke for nogen af jer, at en frimurerloge er en symbolsk fremstilling af et menneske - at logen med sin opbygning skal vise, hvordan et menneske ser ud indeni.

Det mest iøjnefaldende - og vel nok det væsentligste, vi kan lære ved at betragte en loge, er, at logen fungerer ved hjælp af 3 hoved­kræfter: Den ordf. mester og de 2 bevogtende brødre. Heraf kan vi altså drage den slutning, at vi også selv fungerer ved hjælp af disse 3 hovedkræfter.

Ja, og hvad så? Stiller vi os tilfredse med at have lært den lektie, at mennesket fungerer ved hjælp af  3 hovedkræfter? Eller bru­ger vi en stor del af vor tid på at finde ud af noget om disse 3 kræf­ter? Mon ikke meningen med frimureriet er noget mere end blot at lære os den simple lektie, at vi fungerer ved hjælp af 3 hovedkræfter? Mon ikke meningen er, at vi skal finde ud af, hvordan beskaffenheden af disse kræfter er, og at vi skal finde ud af, hvordan disse 3 kræf­ter fungerer i os?

I Ordenen kalder I sædvanligvis de bevogtende brødre for fornuften og for samvittigheden. Har det vakt jeres nysgerrighed og jeres trang til at udforske spørgsmålet nærmere, at man i andre frimurer­systemer sædvanligvis fortolker de 2 bevogtere på helt andre måder? Eller har I uden nærmere eftertanke stillet jer tilfredse med den forklaring, at den ene bevogter er fornuften og den anden samvittig­heden? For mit vedkommende nægter jeg at tro, at de 3 vældigste kræf­ter i mennesket skulle være af så simpel en karakter, at de hver for sig kan beskrives med et eneste ord. Jeg vil snarere tro, at de 3 hovedkræfter i mennesket er så mægtige og så komplicerede, at end ikke loo forskellige ord ville kunne beskrive dem fyldestgørende.

Frimureriet viser os vejen, men frimureriet gør ikke arbejdet for os. Frimureriet fortæller os, at vi fungerer ved hjælp af 3 hoved­kræfter, og det opfordrer os til at lære disse kræfter at kende, men frimureriet kan ikke sige os, hvordan disse 3 kræfter er beskafne. Det skal vi selv finde ud af. Derfor findes der heller ingen offi­ciel frimurerisk fortolkning af de 3 hovedembedsmænd. Verdensfrimureriet giver os kun 3 dæknavne: Ordf. mester, 1. bevogtende broder og 2. bevogtende broder. Officielle fortolkninger af disse 3 symbolsk« figurer kendes ikke. Når I i Ordenen sædvanligvis kalder bevogterne for fornuft og samvittighed, og når vi i Lauget sædvanligvis kalder de samme bevogtere for forstand og sjæl, så er det betegnelser, som står for de pgl. brødres egen regning. Og når jeg kalder disse 2 be­vogtere for det intellektuelle kraftcenter og det følelsesmæssige kraftcenter, så står det ligeledes for min egen regning, og jeg be­nytter disse betegnelser i erkendelsen af, at de ikke er dækkende, men at de kan bruges som et arbejdsgrundlag.

Frimureriet hverken kan eller vil give os en fortolkning af de 3 hovedembedsmænd. Det er hver enkelt brors egen opgave at finde frem til en fortolkning, at finde ud af, hvad disse 3 embedsmænd dækker over, ja det er deri selve det frimureriske arbejde består. Det fri­mureriske arbejde er netop arbejdet med at finde ud af, hvordan de indre kræfter i mennesket er beskafne, og hvordan de fungerer. Det er en opgave, frimureriet stiller hver enkelt bror, og løsningen på den­ne opgave kan man ikke fa ved at møde trofast i logen en gang om ugen. Man får heller ikke løsningen forærende i højere grader. Løsningen på opgaven kan man kun få ved at iagttage sit eget indre, ved et hårdt og vedvarende arbejde med at betragte det, der foregår i ens eget sind

Vi siger gerne, at det, det drejer sig om i frimureriet, er at bearbejde den rå sten. Det er det også, men den første betingelse for at kunne bearbejde og forme stenen er da, at man kender den sten, man skal arbejde på. Det nytter intet at hugge løs i blinde på en sten, man ikke kan se. Det siger sig selv, at det vil være en umulig opgave at omforme en rå sten til en kubisk sten, hvis man hverken kan se eller føle stenens form.  Derfor består det grundlæggende arbejde i frimureriet i at lære den rå sten at kende, d.v.s.  i at lære sig selv at kende, således som man er nu. Uden dette indledende arbejde med at lære den rå sten at kende kan bearbejdelsen af stenen overhove­det ikke begynde.

Der findes værktøj eller hjælpemidler, hvormed man kan bearbejde den rå sten, men der findes også værktøj eller hjælpemidler, hvormed man kan lære den rå sten at kende. Jeg havde engang et aftenskolekursus, hvor jeg netop underviste i de hjælpemid­ler. man har, når man vil lære den rå sten at kende. Kurset havde titlen: Kend dig selv. Og undertitlen løs således: "Selvkundskab har lige siden oldtiden været betragtet som den ædleste af alle kunstarter og kaldtes derfor den kongelige kunst. Ved hjælp af metoder fra dybde­psykologi,  gestaltterapi, meditationsteknik og andre områder vil vi forsøge at lære denne ædle, men vanskelige kunst."

Kurset blev holdt i en stor provinsby med en stor frimurerloge i, og aftenskoleprogrammet blev udsendt til borgere i byen og i et stort opland, og med 2 ugentlige aftener at vælge imellem. I min naivitet regnede jeg med, at der ville være en del frimurerbrødre, som ville benytte sig af dette tilbud om at lære en række metoder, hvormed de bedre kunne udføre deres grundlæggende frimureriske arbejde: nemlig arbejdet med at lære den rå sten at kende.

Der var mange interesserede, men der meldte sig ikke en eneste frimurer! Hvorfor?? Jeg kunne måske nok besvare spørgsmålet, men jeg vil godt nøjes med at pege på skriften på væggen og så overlade til hver enkelt bror at besvare mit spørgsmål: Hvorfor var der i en stor provinsialloge ikke en eneste frimurerbror, som reagerede på et til­bud om at lære moderne metoder indenfor den kongelige kunst? Mene, Mené Tékél!

Jeg kan ikke i en kort instruktion som denne give nogen synder­lig anvisning på, hvordan man lærer den rå sten at kende, men jeg vil gerne komme med nogle antydninger, specielt om arbejdet med at lære de 3 hovedembedsmænd at kende, for de 3 hovedembedsmænd findes lige såvel i den rå sten som i den kubiske, ja man kan faktisk ikke finde disse 3 embedsmænd i den kubiske sten uden først at have fun­det dem i den rå sten.

Selvom den ordf. mester er den sværeste at komme til klarhed om, vil jeg begynde med ham, fordi anvendelsen af de egenskaber, som er særlige for den ordf. mester, er en betingelse for overhovedet at kunne komme til erkendelse af de 2 bevogteres karakter. Den ordf. mester betegnes ofte som menneskets ånd. Det er ånden, som styrer mennesket, men ånden har også en anden egenskab, og det er lys. Man taler om åndens lys eller åndens stråleglans. Lys er en symbolsk be­tegnelse for bevidsthed, og hvis en af den ordf. mesters væsentligste egenskaber er bevidsthed, så nærmer vi os en forståelse af den ordf. mesters karakter, for bevidsthed er jo et begreb, vi kender.

Bevidsthed er noget, man kan have mere eller mindre af. Bevidst­heden kan være svag som i en drømmefyldt søvn, stærkere i halvvå­gen tilstand og endnu stærkere i normal vågen tilstand. Men bevidst­heden eller åndens lys kan blive endnu stærkere end i normal vågen tilstand. Den kan blive så stærk, at man kan bruge betegnelsen "en lysende broder" eller endnu stærkere, så at man kaldes for "en højt oplyst broder". Når vi bruger betegnelser som "lysende broder" eller "højt oplyste broder" indenfor frimureriet, er det symbolsk, men vi bruger dem ikke uden at der ligger en realitet bagved, d.v.s. uden at muligheden eksisterer for at man ved at arbejde med sig selv vir­keligt kan blive mere lysende, altså få en stærkere lysende bevidst­hed eller ånd - en bevidsthed, som kan oplyse noget som hidtil har henligget i mørke eller ubevidsthed hos en, hvorved man efterhånden bliver en oplyst broder, d.v.s. en bror, som har oplyst det, som før var mørke i ham.

Hvorledes får man da bevidsthedens lys til at lyse stærkere end normalt? Hvordan bliver man et menneske, som er mere bevidst om alting.  Den simpleste øvelse består i, at man i længere tid konstant siger til sig selv: "Lige nu er jeg opmærksom på...", og så lægger mærke til, hvad det er, man er bevidst om i det pågældende øjeblik. Det kan være noget ydre fysisk såvel som noget indre. Hvis man laver en sådan øvel­se vil man opdage, at man ser og iagttager stærkere end normalt, når man på denne måde tvinger sig til at være bevidst om det, man i det på­gældende øjeblik har rettet bevidstheden imod, men man vil også opdage at det er umådelig svært at gennemføre denne simple øvelse, fordi man ganske enkelt ikke er vant til at være bevidst så længe ad gangen. Man vil opdage, at man i virkeligheden aldrig er konstant bevidst, og at man til daglig kun anvender en brøkdel af det bevidsthedslys, som man faktisk har i sig.

De brødre, som ønsker at lære mere om, hvordan man erhverver sig egenskaber, som kan gøre en til orf. mester i ens egen indre loge, kan jeg henvise til en bog, som hedder "Grundbog i gestaltterapi". Det er en let læselig bog med øvelser, som trods deres enkelthed giver store resultater - hvis man altså har ihærdighed nok til at gennem­føre dem. Bogen er af Perls, Goodman og Hefferline.

Den af de 3 hovedembedsmænd i mennesket, som vi lettest kan lære at kende, er 2. bevogtende broder eller det intellektuelle center. Dette center kender vi og behersker vi nemlig i forvejen i ret ud­strakt grad. Vi kan f.  eks. benytte intellektet til konstruktiv tænk­ning af forskellig art. At vi ikke kender denne intellektuelle be­vogter fuldt ud, og at vi ikke altid kan styre ham, kan vi f. eks. se i situationer, hvor et bestemt problem bliver ved med at køre rundt i hovedet på os, selvom, vi prøver at slippe det. Vi kender også til situationer,  hvor intellektet løber løbsk i ligegyldigt tankespind eller ukontrolleret dagdrømmeri. Derimod er vi sjældent klare over, at intellektet også kværner løs, uden at vi er bevidste om det.

Opgaven med at lære den intellektuelle bevogter at kende kan de­les op i 3 trin. Det første trin består i at blive bevidst om alt, hvad denne bevogter siger, d.v.s. om alle tanker uden undtagelse, altså uanset om vi synes,  at det er vrøvl eller fornuftig snak, og uanset om vi kan lide tankerne eller føler afsky ved dem. På dette trin må man for alt i verden ikke prøve at kontrollere sine tanker, fordi det netop gælder om at lære alle tanker at kende,  gode såvel som dårlige.

2. trin består i at lære intellektets funktion at kende. Når alle tanker får lov til at strømme uhindret frem, kan man lære, hvordan tankerne opstår, og man kan se hvilken forbindelse, der er imellem dem. Ved at lære intellektet at kende kan man også lære at kende for­skel på 2.. bevogtende broder og den ordf. mester i en, og man kan lære at skelne imellem det, som 2. bevogtende broder siger af egen drift og det, han siger efter befaling fra den ordf. mester.

3.trin består i at lære at styre sin intellektuelle bevogter. For at kunne styre eller kontrollere sit tankecenter må man først have lært det indgående at kende, d.v.s. have gennemført 1. og 2. trin. Den, som prøver at styre eller kontrollere sine tanker uden at have gennemgået det første trin, hvor man lærte at lade enhver tanke komme frem uanset art, vil uvægerligt havne i den forkerte grøft. Denne for­kerte grøft er hæmning eller fortrængning af tankerne i stedet for kontrol med dem. Forskellen mellem kontrol og fortrængning af tankerne er så hårfin, at det kan være meget svært at finde ud af, om man for­trænger en ond tanke eller om man udøver kontrol over den.  Et billede fra middelalderens religionsopfattelse kan måske klare begreberne lidt Lad os for eksemplets skyld sige, at de onde tanker skyldes, at en djævel inde i os frister os til at gøre noget ondt. Den, som har kon­trol over sig selv og sine tanker, han ser og hører djævelen, men næg­ter at adlyde ham og befaler ham at forsvinde. Den, som fortrænger sine tanker, han nægter at se djævelen eller overhovedet at høre hans stemme. Da han fortrænger ved at lukke øjnene for djævelen eller ved at tage bind for øjnene, så har djævelen frit spil til at gennemføre sine hensigter uden at personen ser det, d.v.s.  i form af ubevidste handlinger.

Der findes en sikker prøve, ved hjælp af hvilken man kan afgøre, om man på ufrugtbar måde fortrænger tanker af en bestemt art, eller om man udøver sund kontrol. Hvis man kan kontrollere, kan man nemlig også lade være med at kontrollere. Hvis man derimod fortrænger tanker af en bestemt art, så vil man ikke kunne ophæve kontrollen og bevidst lade sådanne tanker komme frit frem.  Prøv engang hvor svært det er at fastholde tanker, som man føler afsky ved at tanke, ja selv tan­ker som går på tværs af dem, man plejer at tænke. Fortrængningsmeka­nismen træder i funktion med det samme, og tvinger en til at tænke på noget andet. I stedet for selv at føre kontrol med tankerne er man underlagt en kontrol, som kommer fra ubevidste komplekser, tillært vanemæssig tænkning og meget andet.

Jeg skal nu lære jer en teknik, som er god, hvis man vil lære sin intellektuelle bevogter og dennes indhold nærmere at kende. Sæt jer godt til rette i stolene og luk øjnene. Vi begynder øvelsen med at skærpe bevidstheden, så at den bliver stærkere lysende. Dette gør vi ved for en tid at koncentrere os om alle lyde. Sid derfor med lukkede øjne og lyt til alle lyde her i rummet. Der er mange lyde. Der er stærke lyde som min stemme, og der er svage lyde. Der er lyde tæt på og lyde længere væk. Hør alle lydene, fra alle retninger. Det det gælder om er ikke at hæfte sig ved en enkelt lyd, men at høre alle lyde - i alle retninger - samtidig. Jeg oplever, at jeg sidder her og lytter til lydene. Jeg hører alle lyde - i alle retninger.  Ingen lyde skubbes væk.  Ingen lyde foretrækkes. Alle lyde høres samtidig - og på lige fod. Alle lydene - i alle retninger. – Det er ikke nok at lytte til lydene. Jeg må også være mig bevidst, at jeg sidder her og lytter. Jeg er mig bevidst, at jeg sidder her, lige netop her, og at jeg lytter til lydene. Jeg lytter til alle lyde - lyde I alle retninger. Ingen lyde undgår opmærksomheden. Ingen lyde skubbes væk. Jeg hører ikke bare een lyd, men alle lyde - på een gang. Jeg er mig bevidst, at jeg sidder her og lytter. Mens jeg sidder her og lytter, dukker der tanker op. Det kan ikke undgås, og det hører med til øvelsen. Når der kommer tanker, ser jeg på tankerne i stedet for at lytte til lydene. Hvad tænker jeg på? Se tankerne. Prøv at kigge på tankerne som om de kom frem på en slags billedskærm inde i sindet. Se på tankerne, men lad være med at bedømme eller på anden måde tage stilling til dem. Lad tankerne komme og gå som de selv vil. På denne måde kan vi opdage, at en tanke er noget selvstændigt. Jeg er ikke tanken. Jeg er den, som sidder her og ser tankerne. Jeg er den, som oplever tankerne. - Hvad tænkte jeg på lige nu Og nu? Jeg er ikke den, der tænker, jeg er den der sidder her og iagttager tankerne, som passerer revue for mig. Hvad tænker jeg på nu? Se tankerne. Skulle det knibe for dig at se tankerne, så forestil diget rum inde i hovedet med en dør i hver ende. Tankerne kommer ind ad den ene dør og forsvinder ud ad den anden. Se tankerne, når de kommer ind ad døren, iagttag dem mens de opholder sig i rummet, og se dem forsvinde ud af den anden dør. Hvilken tanke er der nu i rummet? Og nu? Hvis der slet ingen tanker er, så vend tilbage til lydene og lyt til dem, indtil der igen kommer tanker. Hvad tænker jeg på nu? iagttag tankerne. Lad dem komme og gå frit, og lad være med at bedømme dem. Tillad enhver tanke at komme og gå frit. Hvad tænker jeg på lige nu? Jeg er ikke den, der tænker, jeg er den der iagttager tankerne. Tankerne noget, jeg oplever. Det er ikke nok at kigge på tankerne, jeg må også være mig bevidst, at jeg sidder her og kigger på dem. Hvad tænker jeg nu? Og nu? DET tænker i mig, og jeg er den, der sidder og ser på det. Hvad tænker jeg nu? Hvem er jeg egentlig? Hvem er jeg? Jeg er den, der sidder her og kigger på tankerne...........

Bliv så langsomt nærværende her i salen igen og luk øjnene op.

De af jer, som har let ved den proces, som man indenfor alkymien kaldte "solve" eller "separatio", vil under denne øvelse have erfaret forskellen mellem 2. bevogtende broders virksomhed og den ordf. me­sters virksomhed i mennesket, men i almindelig må man træne med en sådan øvelse mange gange, inden man bliver i stand til at se tankerne som noget, der er klart adskilt fra ens egentlige jeg - inden man bli­ver i stand til at skelne den ordf. mester fra 2. bevogtende broder.

At lære 1. bevogtende broder - det sjælelige eller følelsesmæssig center at kende, er betydeligt sværere, i hvert fald for mænd. Mænd op fatter og registrerer verden ved hjælp af intellektet, medens følel­ser kun undtagelsesvist kommer på tale. Kvinder opfatter og registre­rer derimod verden ved hjælp af det følelsesmæssige center - ved hjælp af 1.bevogtende broder, mens intellektet kommer i 2. række. Mænd kan i almindelig slet ikke forestille sig, hvordan kvinder oplever verden ja de færreste mænd er overhovedet klare over, at kvinder oplever på en anden måde end mænd.

I rødstrømpetidens begyndelse blev kvindesagsforkæmperne fornær­mede, hvis man sagde, at der var forskel på mænd og kvinder, fordi de var besat af et mindreværdighedskompleks i forholdet til mændene. Nu er strømmen vendt. Kvinderne er ved at opdage, at mænd er uendelig fattiige på følelser, og at der i virkeligheden kun er grund til at ynke os for denne mangel. De er ved at opdage, at mens de selv næsten hele tiden føler et eller andet, så føler vi kun ved særlige og sjældne lejligheder.  Det kan f. eks. ses i Herdis Møllehaves indlæg i kønsrolle debatten i romanen "Le", hvor hovedpersonen opda­ger, at mænd adskiller sig fra kvinder ved i det store og hele at være ude af stand til at føle.

Skal en mand da kunne opleve og føle på samme måde som en kvinde. Ja, hvis han vil være frimurer. En loge, hvis 1. bevogtende broder ikke fungerer, er ikke en ordentlig frimurerloge, og en mand, hvis 1. bevogter ikke fungerer, fungerer heller ikke ordentligt. Et menne­ske, hvis følelsesmæssige center i det store og hele ligger dødt hen, er sjælløst. I Lauget, dengang der blev drevet frimureri i Lauget, blev en ny kandidat altid stillet midt mellem de 2 søjler for at tilkendegive, at han skal forene det intellektuelle og det følelsesmæssige i sig - forene det mandlige og det kvindelige. Og på nogle billeder fra frimureriets første tid vil I kunne se fri­mureriets mål afbildet som en menneske, der har både et mandshoved og et kvindehoved.

Hvordan lærer en mand da 1. bevogtende broder - det følelsesmæssi­ge eller sjælelige center at kende? Lad os begynde med et sindbillede. Lad os forestille os dette center som et mægtigt orgel og følelserne som de toner, der kommer fra orgelpiberne. Det er vinden, som spiller pa dette orgel. Derfor kommer tonerne i tilfældig rækkefølge, somme tider lyder der glade toner og sommetider triste toner, og vi må fø­lelsesmæssigt danse efter vindens tilfældige spil. Kvinderne hører næsten hele tiden tonerne fra orgelet, og somme tider spiller de selv deres egen melodi på orgelet - på følelsesregistret. Men vi mænd hører sjældent tonerne, for vi har stoppet vat i ørerne for at undgå at hø­re tonerne - for at undgå at føle følelserne.  Kun når vinden tuder ekstra stærkt i orgelpiberne, formår tonerne at trænge igennem øre­propperne, således at vi føler noget. Når vi har puttet vat i ørerne, er det fordi vi ikke kan lide at høre de disharmoniske toner - at føle de ubehagelige følelser. Men vattet vil naturligvis også forhindre os i at høre de vidunderskønne toner, der somme tider kommer fra orgelet. Derfor er det med ørepropperne en dårlig ide. Hvis vi vil undgå onde og ubehagelige følelser, er den eneste rette vej  at lære at spille på orgelet - at lære at styre vore følelser. Men - og det er et stort men- vi kan ikke lære at spille på orgelet uden først at pille vat­tet ud af ørerne og for en tid udsætte os for følelser af enhver art, behagelige som ubehagelige.

Hvis vi beslutter os til at tage vattet ud af ørerne, til at begynde at føle igen, således som vi kunne gøre det, da vi var børn, så støder vi på en ubehagelig overraskelse: Ørepropperne sidder fast. Gennem et langt liv har vi opbygget hæmninger og modstand mod at føle. Disse hæmninger sidder ikke alene fast. De er også blevet ubevidste, så at vi ikke ved, hvor de sidder. Derfor kan vi ikke begynde at lytte til 1. bevogtende broders stemme, blot ved at beslutte os til at høre efter den. Vi må bruge særlige hjælpemidler.

Et sådant hjælpemiddel kan vi f. eks. finde i den gestalttera­peutiske læresætning, som siger, at man fortrænger følelser ved hjælp af musklerne - ved at spænde musklerne. Hvis man udløser muskelspæn­dingerne, vil den følelsesmæssige blokering, som er knyttet til den pgl. muskelspænding også blive fjernet. En dreng lærer f. eks., at han ikke må græde. For at undertrykke en hulken må man spænde musklerne i mellemgulvet. Denne spænding af mellemgulvet bliver efter­hånden ubevidst hos barnet, og når han senere føler trang til at græ­de, kan han ikke gøre det, fordi han uden at vide det spænder mellem­gulvet og derved forhindrer gråden i at komme frem. På lignende måde spænder vi ubevidst armmusklerne for at holde aggressioner tilbage, og vi spænder kæbemusklerne for at tilbageholde en lyst til at sva­re igen eller ligefrem bide ad folk. Resultatet bliver, at en mand til sidst er så fuld af ubevidste muskelspændinger, at han får den stive krop, som er typisk for den hvide civilisations mænd, og for de kvinder som har prøvet at tilpasse sig et mandssamfunds idealer. Den følelsesbetonede kvinde har ligesom mænd fra et naturfolk en helt anderledes levende og bevæ­gelig krop.

Kendskabet til, at der til en følelsesblokering svarer en muskelblokering, kan hjælpe os til at lære at føle igen, idet vi starter med at opløse muskelblokeringerne, hvorefter de indestængte følelser kom­mer frem.  En god øvelse består i at lukke sig inde et sted, hvor man kan være uforstyrret og dernæst lade kroppen foretage spontane bevægelser. Det gælder om at bevæge sig hele tiden, men det behøver ikke at være en større bevægelse end langsom strækning eller afslapning af en enkelt muskel. Det er imidlertid vigtigt, at man ikke med viljen styrer sine bevægelser, men udfører de bevægelser, som man spontant føler lyst til. Man udstøder også de lyde, som man spontant føler lyst til. Enhver form for tankevirksomhed standses, og bevidstheden er i stedet koncentreret om at føle alle bevægelser og følelser så intenst som muligt. Øvelsen er enkel, men virkningen stor.

Har alt dette noget med frimureri at gøre? Ja, det har det, hvis man har et alvorligt ønske om at. Lære 1. bevogtende broder i sig selv at kende. Når man på denne eller andre måder har lært at få sine fø­lelser frem,  d.v.s. har lært at lade 1. bevogtende broder komme til orde i sig, så kan man begynde at lære at styre følelserne ved at fremkalde ønskværdige følelser og tilbagevise uønskede følelser. Men også på det følelsesmæssige område gælder det, at forskellen mellem kontrol og fortrængning er meget svær at finde. Det kan f. eks. være meget svært at vide, om man er et fredeligt menneske, fordi man har kontrol over sine aggressioner, eller fordi man har hæmmet og fortrængt dem. Den, som har fortrængt sine aggressioner, kan imidlertid ikke væl­ge bevidst at lade aggressionerne komme frem, medens den, som kan kon­trollere en følelse også kan vælge at undlade at kontrollere. Hvis man altså har kontrol over sine aggressioner, og ikke blot har fortrængt dem, vil man bevidst kunne vælge, om man i en given situation vil være aggressiv eller ej.

Med denne instruktion har jeg villet påpege, at det er nødvendigt, at en frimurer forsøger at finde ud af, hvad de 3 hovedembedsmænd i logen står for. Og det er ligeledes nødvendigt, at han lærer at bruge de kræfter i ham selv, som disse 3 embedsmænd symboliserer. Det billede af et menneske, som vi ser i logen, er et ideal­billede. I logen viser vi det indre billede af et menneske, som fun­gerer fuldkomment. Logen viser billedet af et menneske, som fra den ordf. mesters plads styrer sin loge ved hjælp af de 2 bevogtere. Så­dan ser billedet desværre sjældent ud i virkeligheden. Vi kender slet ikke den ordførende mester i os. Vi tror at han er identisk med hjernen og kender derfor slet ikke forskel på den ordf. Mester og 2. bevogtende broder.- Det sjælelige eller følelsesmæssige center kender vi heller ikke.  Vi hører somme tider en stemme fra 1.bevogtende broders plads, men kun når denne råber særlig højt.  I al­mindelighed lukker vi ørerne for 1.bevogtende broders stemme. Dette er det ufuldkomne og kaotiske billede af en almindelig menneskelig loge. Det er temmelig fjernt fra det billede,  vi ser i en frimurer­loge, hvor den menneskelige ånd i fuldkommen harmoni med intellekt og følelse styrer sin loge.                               

                                                                                                                                                                      Jens Gabe

                                                          (Ordensversion)