Det aller, aller vigtigste for et menneske, som ønsker fremgang i frimureriet, er, at han bliver et frit menneske, at han bliver en fri murer. Selve navnet frimurer siger dette med al tydelighed. Men mennesker søger tryghed, for det værste af alt for de fleste mennesker er at stå alene. Derfor flygter så godt som alle mennesker fra friheden og søger ind i en bås, hvor de kan føle sig trygge og hygge sig med de fælles meninger, som hersker i båsen, og man vil gerne have så mange medlemmer i båsen som muligt, for  jo flere medlemmer, der er i båsen, jo mere styrkes man i troen på, at det er de rette meninger, man har. Selv de, der vil være frie murere, flygter fra friheden og søger ind i en loge, hvor de kan slippe for at tænke selv og i stedet få fortalt, hvilken vej, de skal gå. Men der er ingen i frimureriet, som kan slippe for at finde vejen selv, og som i stedet kan følge en vej, som de får anvist af logen. Det, der skulle være specielt med frimureriet er netop, at den rette vej kun kan findes af broderen selv og ikke kan findes ved andres anvisning. En frimurerloge er et samlingssted for frimurere, hvor frimurere kan hygge sig sammen, men det er desværre også en bås, som sætter grænser, som den enkelte broder nødvendigvis må overskride, hvis han vil finde sandheden. Denne sandhed kan ingen fortælle ham. Den må han selv finde. Når han så finder sandheden, vil det ikke være en sandhed, som han har hørt om, eller som han har læst om, eller som han har fået fortalt af andre. Det vil være en sandhed, som vil være totalt ny for ham. Den vil være så ny, at den vil føles som en åbenbaring. Og man oplever kun denne sandhed, hvis man er uberørt af enhver indprogrammeret mening. Enhver tanke, som kommer fra ens pseudo-jeg, det vil sige, som oprindelig kommer fra andre, er en stopklods, som hindrer det nye i at bryde frem, som hindrer fødslen af åbenbaringen. Men en sådan åbenbaring kan kun ske, hvis man er en fri murer og ikke følger flokken som et umælende får.

Flugten fra friheden

Når et menneske er ved at blive indviet til frimurer, bliver han i alle andre loger end Frimurerordenen stillet overfor det største spørgsmål, han har mødt i sit liv: Han bliver nemlig spurgt, om han er fri. Spørgsmålet bliver yderligere uddybet, ved at han får at vide, at han kun kan blive frimurer, hvis han er fri. Kandidaten forstår overhovedet ikke spørgsmålet. Selvfølgelig er han da fri. Han er da ikke slave eller noget i den retning. De øvrige brødre i logen forstår som regel heller ikke spørgsmålet. De tænker måske, at spørgsmålet er et levn fra en tid, hvor mange ikke var frie, fordi de f. eks. som bønder var livegne under herremændene. Men spørgsmålet har intet med dette at gøre. Spørgsmålet er en alvorlig anmodning til kandidaten om at overveje, hvorvidt han er fri. Samtidigt er det en alvorlig påmindelse til kandidaten om, at han altså ikke skal tro, at han kan blive frimurer, hvis han ikke er fri. Og kandidaten er ikke fri. Han tror nok, at han er fri, men han er det sjældent. Og det paradoksale ved det hele er, at han netop er ved at lade sig optage i en frimurerloge, som skulle kunne lære ham at blive fri, ofte bliver endnu mere bundet, end han var i forvejen, fordi en frimurerloge ofte vil være en bås, som vil binde ham med forudfattede meninger til erstatning for han egne frie meninger.

Kandidaten troede, at han var fri. Men han var det ikke.  I tror sikkert også, at I er frie. Men I er det heller ikke. Hvordan kan jeg kan påstå, at I ikke er frie, når I selv mener, at I er frie? Det kan jeg, fordi det er en påstand, der er gyldig for næsten alle mennesker. For flere år siden hypnotiserede jeg en tante til at tænke tanker, føle følelser og foretage handlinger, som hun troede var hendes egne frie tanker, følelser og handlinger, men som ikke udgik fra hendes eget jeg. Jeg fortalte hende under hypnosen, at når jeg efter hypnosens afslutning bankede i bordet med en blyant, ville hun gå hen og omfavne et familiemedlem, som hun ikke kunne fordrage og sige: "Hvor holder jeg meget af dig". Jeg sagde også til hende, at hun efter hypnosen ikke ville kunne huske, hvad jeg havde sagt til hende. Og ganske rigtigt, da jeg efter hypnosens afslutning bankede i bordet med en blyant, rejste hun sig, gik tværs igennem lokalet og hen til  det familiemedlem, som hun ikke kunne fordrage, omfavnede hende og fortalte hende, hvor meget hun holdt af hende. Min tante troede, at det var hendes eget jeg, som tænkte disse tanker, at det var hendes eget jeg, som følte disse følelser, og at det var hendes eget jeg, som valgte at foretage denne handling. Men det var ikke hendes eget jeg. Det var et ubevidst pseudo-jeg, som tænkte disse tanker, følte disse følelser og besluttede at foretage denne handling, og hun gjorde det, fordi jeg havde programmeret hendes pseudo-jeg til at gøre det.

Normalt er vi sjældent i en hypnotisk tilstand, men mennesket befinder sig næsten konstant i en anden tilstand, som har meget til fælles med en hypnotisk tilstand, og som kan have lige så stærke virkninger som en hypnose. Denne tilstand kaldes en suggestiv tilstand. Hele reklameverdenen, både de åbenlyse reklamer og de skjulte reklamer bygger på denne suggestive tilstand hos mennesket. I denne suggestive tilstand er man til en vis grad modtagelig for påvirkninger på samme måde som i en hypnotisk tilstand, og vi får i denne suggestive tilstand, uden at vi ved det, indpodet en masse tanker og følelser, som ikke er vore egne. Siden hen tror vi så, at det er vores eget jeg, som tænker disse tanker, vores eget jeg, som føler disse følelser, og vores eget jeg, som ønsker at foretage disse handlinger. Men vi tager fejl. Det er meget ofte slet ikke vores eget ægte og inderste jeg, som tænker, føler og handler. Det er et pseudo-jeg, som tænker, føler og handler, som vi gør, fordi pseudo-jeget har fået indpodet disse tanker, følelser og handlinger. Hvis I tænker en eller anden tanke, er der over 90% sandsynlighed for, at denne tanke ikke er kommet fra jeres eget indre jeg, men at den er en tanke, som er kommet, fordi den på et tidligere tidspunkt er blevet suggereret ind i jeres pseudo-jeg. Pseudo-jeget er et erstatningsjeg, en hjernecomputer eller en robot, som indeholder de tanker, som andre har suggereret ind i den, ganske som de tanker, jeg havde suggereret ind i min tante, og som hun troede var hendes egne.

Noget af det vigtigste i frimureriet er at lære sig selv at kende, men et pseudo-jeg er ikke os selv, og hvis vi ikke kan kende forskel på et pseudo-jeg og vores ægte jeg, så er vi på Herrens mark i vort forsøg på at lære os selv at kende. Hvis vi ikke kender forskel på vores ægte jeg og et pseudo-jeg, så ved vi intet som helst om, hvem vi egentlig er. Det er et stort dilemma, at vi aldrig ved, om det er vort originale jeg, som tænker en tanke, eller om tanken kommer fra et pseudo-jeg i en hjernecomputer. Dette ikke at vide, hvem vi er, sætter os i en tilstand af usikkerhed, som er ubehagelig, og som vi forsøger at flygte fra. Og vi flygter så ind i en tryg og sikker bås, hvor dilemmaet ikke eksisterer, fordi der kun eksisterer éns pseudo-jeg, som man så tror er ens ægte jeg. Man flygter fra sit ægte jeg, og fra friheden til med dette ægte jeg at tænke, føle og handle frit, og ind i en bås, hvor andre tænker for én, fordi de har programmeret deres tanker, følelser og vilje ind i éns pseudo-jeg.

Alle mennesker lever i en suggestiv tilstand, hvor det for en stor del er pseudo-jeg'er med inkorporerede, forudfattede meninger, som  fortæller dem, hvad de skal tænke, føle og gøre. Men det er noget, der sker på et ubevidst plan. Derfor ved man det ikke og tror fejlagtigt, at det er os selv, som tænker, føler og handler således. Da næsten alle mennesker således lever i en tilstand, hvor de ikke ved, hvem de er, og hvad deres ægte jeg tænker, så de føler sig naturligvis isoleret fra deres ægte jeg og plaget af usikkerheden ved ikke at vide, hvem de er. Usikkerheden ved ikke at vide, hvem man er, medfører angst, og det angstfyldte menneske søger efter nogen eller noget, som det kan knytte sig til. Sådanne mennesker kan ikke udholde individualitet, og de søger desperat at slippe af med deres individuelle jeg for i stedet at underkaste sig en person eller en flerhed af personer. De søger derfor ind i båse, hvor alle meninger er tilrettelagt på forhånd, således at båsen kan erstatte deres tabte jeg og hjælpe dem med at opbygge et falsk pseudo-jeg, som de kan læne sig op ad. Der findes båse af enhver art: politiske båse, religiøse båse og sågar også frimureriske båse. Disse båse søger man ind i, fordi man derved slipper for al tvivlen, idet  alle meninger er tilrettelagt for én på forhånd. I politiske båse har man ikke sine egne politiske meninger, men antager de politiske meninger, som partiet kræver, fordi man ellers kommer ind i usikkerheden og ikke længere hører til i båsen. I religiøse båse får man sin religiøse tro serveret, så at man ikke længere behøver at leve i en tvivl om tilværelsens beskaffenhed. Og der er altså også de frimureriske båse, hvor man kan få at vide, hvad man skal tænke og således kan slippe for usikkerheden ved at skulle finde ud af tingene selv.

Jeg har deltaget i adskillige  laugsforsamlinger, hvor jeg med et tungt hjerte har set, hvordan såkaldte frie murere som en flok umælende får lod sig manipulere i den retning, hvori hjordens fører ønskede at drive dem. Jeg har også hørt hjordens fører understrege, at  frimureri ikke er noget, der drives udenfor logerne, men kun i logerne. Men nej, det egentlige frimureriske arbejde foregår ikke i logerne, men i broderen selv, i hans hjerte og sind. Hvis man tror, at det er i en loge, man bliver frimurer, må man tro om igen. Det er i sit sind, man bliver frimurer. Frimurer bliver man kun, hvis man kan have en fri tankegang, som er totalt ubundet af andres tanker, og som også er totalt ubundet af ens egne automatiserede tanker fra pseudo-jeget.

Det er virkelig svært at vide, om de tanker, man har, kommer fra ens ægte indre jeg eller fra et pseudo-jeg. Det er så svært, at der ikke er mange, som kan finde ud af det. Men der findes en metode, hvormed man kan afgøre, om det, der opstår i en, kommer fra ens ægte jeg eller fra et pseudo-jeg.  Tanker, følelser og tilskyndelser til handlinger, der kommer fra ens oprindelige indre jeg, er nemlig karakteriseret ved at de er det, man kalder spontane. Ordet spontan kommer fra det latinske ord spons, som betyder kilde. At noget er spontant vil derfor sige, at det er noget, der kommer fra den indre kilde i en, fra ens inderste væsen. At lære sig selv at kende vil derfor sige at finde frem til det, der er spontant i en. Det med at kunne være spontan og ikke i overensstemmelse med tankebanerne i en eller anden bås, er ensbetydende med at være en fri murer. Hvor i livet finder man så den største spontanitet? Det gør man ikke hos voksne, men hos børn. Det er derfor Jesus sagde, at man ikke kunne komme ind i Guds rige uden at blive som børn igen.

Leder man efter spontanitet på internettet, kan man på Wikipedias webside læse følgende:

 "En spontan handling er en umiddelbar handling, der mere beror på følelser og fornemmelser end på velovervejet fornuft. Dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den spontane handling er uhensigtsmæssig, for talent og rutine kan have gjort, at man "instinktivt" er i stand til at gøre det rigtige, uden at tænke noget videre over det. I følelseslivet er det vigtigt, at man er i stand til at være impulsiv og eksempelvis udvise kærlighed og omsorgsfuldhed overfor sine nærmeste, uden at dette er iblandet gustent overlæg eller beregning vedrørende spørgsmålet, om det nu også kan "betale sig" eller ej. Kan man ikke det, er man en slags menneskelig invalid.

For kunstnere af enhver slags er et vist mål af spontanitet et must. Det er simpelthen umuligt ved tankens kraft at foretage alle de beregninger, der alternativt skulle til for at opnå et resultat, som er jævnbyrdigt med det, som en talentfuld kunstner med sin kunstneriske intuition til hjælp er i stand til at præstere.

Bagsiden af medaljen er, at en spontan handling kan medføre uforudsete problemer. Hvis man f.eks. bruger en masse penge på hasardspil, fordi man en dag føler sig heldig eller kører over for rødt, fordi man skal skynde sig at nå noget, eller lignende uansvarlige handlinger, så kan man komme temmelig galt af sted med sin spontanitet."

Man  er nødt til også at tage bagsiden af spontaniteten i betragtning. Spontanitet åbenbarer det dybeste i en, altså også det guddommelige i en, og evnen til at være spontan  er en nødvendighed for at kunne opleve sit inderste jeg,  men spontaniteten viser ens inderste jeg, uanset om det er et godt jeg eller et dårligt jeg. Hvis ens inderste jeg er ondskabsfuldt, er det altså ondskab, der kommer frem, når man er spontan. Derfor er det første trin i alle mysterieskoler et trin, hvor man bearbejder sin moral, ikke sin tillærte og indsuggererede moral, men sin ægte indre moral.

Åndelig udvikling består i, at man bearbejder sig selv, så at man udvikles til at blive et bedre menneske, men man kan ikke bearbejde den del af én selv, som er ubevidst, for den side af én selv kender man slet ikke. Men ved hjælp af f. eks. spontanitet kan man lære denne ubevidste side af én selv at kende, så at man kan komme til at arbejde med noget, som man ikke tidligere vidste, at man indeholdt. Hvis man vil være en fri murer, er man nødt til at kunne være spontan. Ellers er man ikke andet end en slave af  påvirkningerne fra diverse båse, som man har søgt tilflugt i igennem livet.  

Hvis I vil dykke dybere i spørgsmålet om flugt fra friheden og ind i en eller anden bås, herunder en frimurerisk bås, kan jeg henvise til Erich Fromms bog: "Flugten fra friheden". Det er en bog om socialpsykologi, og det er ikke en let læselig bog. Men man kan heller ikke forvente at finde noget let læseligt om noget, som foregår på et ubevidst plan i mennesket, for ubevidste foreteelser er altid noget, der er svært tilgængeligt.

                                                                                                                                                                                                        Jens Gabe