EN FRI MAND

 

Når en kandidat skal optages som frimurer, bliver han spurgt, hvorledes han håber at opnå frimureriets privilegier, og en del af ydervagtens svar lyder således: "Ved at være fri". Og senere siger den ærværdige mester bl. a. til ham: "Da ingen kan gøres til frimurer, medmindre han er fri, spørger jeg Dem: "Er De en fri mand." Det med at være fri er må være noget meget vigtigt, når man slet ikke kan blive frimurer uden at være fri. Det med at være fri er faktisk så vigtigt, at det udgør hele den ene halvdel af ordet frimurer.

Ved indvielsen bekræfter kandidaten, at han er fri, for frihed er noget, som alle mener at kunne tale med om, men har I nogen sinde tænkt over, hvad frihed egentlig er for noget? Når vi lever i et frit land, mener vi, at vi må være frie mennesker, men frie er vi langtfra, for der er indre bånd, som trællebinder os langt stærkere, end noget ydre bånd kan gøre det. Og ikke blot er vi bundet på hænder og fødder. Hvad værre er: De fleste af os ved slet ikke, at vi er trællebundet. Det er faktisk meget få mennesker, som overhovedet opdager, at der er indre lænker, som slavebinder dem. Det er endnu færre, som gør forsøg på at frigøre sig fra disse lænker, og det er et forsvindende lille antal mennesker, for hvem det virkelig lykkes at blive frie.

Vi lever i en verden, som i det skjulte prøver at trællebinde os, som afstikker grænser for, hvordan vi skal tænke, og hvordan vi skal handle. Hvad der er god moral er f. eks. sjældent et spørgsmål om indre samvittighed. Det, der anses for god moral, er det, som flertallet i samfundet anser for korrekt. Vi bilder os ind, at det er samvittighedens stemme, som taler i os ved visse lejligheder, og det kan det også somme tider være, men i langt de fleste tilfælde forveksler vi samvittighedens stemme med stemmen fra en båndoptager i hjernen, som blot gengiver alt det, som siden barndommen er blevet indpodet i hjernen som korrekt handlemåde. Alt - lige fra vores påklædning til de mest intime detaljer i vort liv er mere eller mindre dikteret af samfundet og ikke af vort eget frie valg. Og vi er bange for at stikke af mod den offentlige mening, bange for hvad andre måtte mene om os, hvis vi tænker og handler i modstrid med de andres meninger. Derfor er vi bundne på hænder og fødder og meget langt fra at være frie mennesker. Der ligger en dyb sandhed i ordsproget:"Vi fødes som originaler, men vi dør som kopier."

Og det er ikke kun den offentlige mening, som begrænser vores frihed. Vi lukker også frivilligt os selv inde i større eller mindre båse, - båse som begrænser vores frihed. Det kan f. eks. være politiske eller religiøse båse, hvor der hersker særlige ideologier, som fortæller os, hvad vi skal tro og tænke. Mange afgiver også deres frihed til en eller anden leder, f. eks. en religiøs leder, således at de indretter deres tanker og handlinger, ja hele deres liv efter, hvad den pågældende leder har sagt eller skrevet i stedet for at tænke og handle selv, i stedet for at være frie. Vi mennesker er desværre alt for villige til at afgive vores frihed til at have egne meninger, og grunden til dette er, at det giver os tryghed at høre til en gruppe, tryghed at tro og tænke det samme som andre, og jo flere, der har den samme mening, jo tryggere føler vi os. Derfor er der så mange, som missionerer og prøver at få andre til at tro på det sammes som de selv tror på, for jo flere, der kommer ind i folden, jo tryggere føler de sig. Og jo mere usikre de i deres indre er på holdbarheden af deres anskuelser, jo stærkere prøver de at overbevise andre, så at de kan føle sig trygge ved, at der er flere, som har den samme mening.

At have sin egen frie mening om alting er ikke ensbetydende med at være indbildsk og tro, at det altid er en selv, der har ret, og at man ikke kan lære noget af andre. Selvfølgelig kan man lære noget af andre, men det frie menneske overtager ikke ukritisk meninger fra andre, men gennemtygger og fordøjer altid andres meninger, for at finde ud af, om denne mening nu også i dette konkrete tilfælde er den rigtige for en. Når jeg siger "i dette konkrete tilfælde" er det, fordi man også binder sig selv, hvis man giver sig ind under en eller anden regel. Regler kan være praktiske i det daglige liv, men regler er altid bånd, og livet er alt for mangfoldigt og kompliceret til, at der kan eksistere regler, som gælder i ethvert tilfælde. Jeg siger naturligvis ikke, at man skal lade hånt om alle regler. Det ville f. eks. være tåbeligt at demonstrere sin frihed ved at gå nøgen på Strøget. Men hvad er det egentlig, som forhindrer en i på en varm sommerdag at gå nedad Strøget kun iført badebukser? Jeg siger ikke, at man skal gøre det, men det er absolut en eftertanke værd, hvorfor man ikke vil gøre det.

Hverken skrevne eller uskrevne regler kan undværes i et velordnet samfund, men det frie menneske overvejer i hvert enkelt tilfælde, om det er det rigtige frivilligt at undergive sig reglerne. Han følger ikke reglerne, bare fordi det er regler, og heller ikke fordi det er en eller anden stor kapacitet eller guru, som har sagt, at det skal være sådan. Det er vel ikke så svært at forstå, at man ikke er fri, så længe man er bundet af andres meninger. Men et er at forstå det, noget ganske andet er det at gøre det store arbejde, der skal til for at frigøre sig fra bundetheden af andres meninger. Det kræver mange år med konstant opmærksomhed på, hvad der foregår i ens sind og efterprøvelse af alle de meninger, der dukker op. Det kræver også mod og klogskab at afvige fra flertallets meninger.

Men hvad er egentlig vore egne meninger? Kan vi overhovedet være sikre på, at de meninger, som vi opfatter som vore egne, nu også er vore egne meninger? Fra vor tidligste barndom har vore forældre og andre opdragere jo proppet os med meninger om, hvordan vi skal tænke, føle og handle. I dag har vi glemt, at vi blev programmeret med opdragernes meninger, og fordi vi har glemt det, tror vi fejlagtigt, at disse meninger er vore egne. Men vi er som levende PC'ere, der automatisk gengiver det, der står i de programmer, som andre har lagt ind i vore hjerner.

At finde ud af, hvad der er vores egen frie mening, og hvad der er en automatisk og indprogrammeret mening, kræver et konstant indre arbejde. Det kræver, at man prøver på at sætte spørgsmålstegn ved alle sine meninger - uden undtagelse. Det kræver faktisk, at man efterprø¬ver sine meninger ved at prøve på at antage den modsatte mening, og derefter - når man er fri til virkelig at kunne huse den modsatte mening - foretager et nyt og frit valg.

At man for at være fri skal være ubundet af andres meninger, er vel til at forstå, men jeg vil gå et stort skridt videre end det. For at være fri i frimurerisk forstand må man ikke blot kunne frigøre sig fra andres meninger, man må yderligere kunne frigøre sig fra de meninger, som vitterligt er ens egne. Det lyder måske mærkeligt, når jeg siger, at man også skal kunne frigøre sig fra sine egne meninger, men det er faktisk en betingelse for, at man kan opdage frimureriets dybeste hemmeligheder, at man gør sig fri også af sine egne meninger, og jeg skal i resten af min instruktion prøve at redegøre for dette vanskelige emne.

Der er ikke noget forkert ved at have meninger. At kunne danne sig en mening om tingene er noget meget vigtigt, når man skal klare sig her i livet. Vi kommer hurtigt til skade, hvis vi ikke har en mening om, hvad der er godt for os, og hvad der er skadeligt for os. For at kunne leve i denne verden må vi med andre ord kunne bedømme, vi må kunne analysere, specificere, definere, kritisere, klassificere og rubricere. For at kunne leve i en rumlig, fysisk verden, hvis virkelighed består af det, som kan måles og vejes, må vi være i stand til at måle, veje og rubricere alt, hvad vi støder på. Sagt på en anden måde: Vi må kunne bruge lineal, vinkel, waterpas, lod og andre nyttige måleredskaber. Uden at kunne bruge sådanne måleredskaber, kan vi ikke leve i denne verden.

Hvem eller hvad i os er det, som kan bruge alle disse måleredskaber? Som kan måle, analysere, klassificere, kritisere og bedømme? Er det ikke det, vi kalder vort jeg, som kan alt dette? Det er jeg'et, som kender til brugen af byggeværktøjet, som kan skille de korrekt tilhuggede byggesten fra de ubrugelige, og som kan sørge for, stenene bliver lagt i water og lod. Jeg'et er en dygtig og værdifuld formand på tempelbyggepladsen, som hovedbygmesteren slet ikke kan undvære. Men - jeg'et er også en skurk. Jeg'et vil gerne tilrane sig magten i mennesket. Jeg'et vil gerne være den styrende mester i os, selvom jeg'et slet ikke er værdigt til det. Og det lykkes næsten altid for jeg'et at gennemføre sit skurk-agtige foretagende. Derfor kender mennesket i almindelighed ikke til noget andet i sig selv end deres jeg. Nogle har den tro, at der findes et eller andet udover deres jeg, men de kender det ikke. Prøv at føle efter i jer selv. Kan I fornemme noget - noget væsenligt, noget styrende - som I ikke kan hæfte betegnelsen "jeg" på? Hvis vi ikke kan finde noget, har vi måske dræbt det, for det har været der, førend vi udviklede vort jeg. Prøv blot at se ind i øjnene på et lille barn, som endnu ikke har opbygget et fast jeg. Der er et eller andet i barnets øjne, som endnu kan stråle med en numinøs glans, fordi det endnu ikke er lykkedes for jeg'et at slå det ihjel.

Hvor kan det være, at vi - når vi er kommet ud over den tidligste barnealder - ikke mere kender til noget styrende princip i os hinsides jeg'et? Hvorfor er det så umådelig svært at finde noget i os selv, som er hinsides jeg'et? Når det er så svært, skyldes det de egenskaber, jeg'et har, de bedømmende og definerende egen¬skaber ved jeg'et, som vi er så stolte af, og som også er nødvendige færdigheder ved arbejdet i en fysisk verden. Disse bedømmende og definerende egenskaber ved jeg'et er imidlertid en direkte hindring, når det drejer sig om psykisk eller åndeligt arbejde. Det som er skabt til at sanse, måle, veje og rubricere en fysisk verden, kan ikke bruges til at opfatte en ikke-fysisk verden med. Derfor kan vi ikke opfatte en sjælelig eller åndelig verden, hvis vi prøver at opfatte den ved hjælp af jeg'et.

Jeg'et er fuldt af meninger om alting; meninger, som enten er forudfattede, eller som er fremkommet ved at måle, analysere, definere, rubricere og navngive alting, og meninger er noget, som altid kan forklares med ord. Men der findes noget vigtigt her i livet, som aldrig vil kunne forklares med ord, og det er det, som vi med nogle lidet sigende ord kalder ånd eller sjæl. Det åndelige er af en sådan karakter, at det aldrig vil kunne gengives med ord. I den gamle kinesiske visdomsbog Tao te king udtrykkes det således: "De navne, der kan nævnes, er ikke det Eviges navne". Det guddommelige begynder først der, hvor ord og meninger hører op, fordi ord og tanker ikke længere strækker til. Man kan ikke finde noget guddommeligt, hvis man i forvejen har en mening om det guddommelige. Har man en mening om det guddommelige, er det sin egen mening, man finder, og ikke det guddommelige. Forudsætningen for at kunne opleve noget guddommeligt er altså, at man er fri for enhver mening om det, man søger. Ens tavle skal være renvasket, som man udtrykte det i gamle dage.

Dette med at opleve noget guddommeligt er ikke højtravende snak. Det er noget særdeles virkelighedsnært. De fleste tror, at det guddommelige er noget, som er meget verdensfjernt, at det er noget, som eksisterer fjernt fra os og i en helt anden verden end den, vi lever i. Men det guddommelige, det mystiske, det underfulde er noget, som eksisterer og åbenbarer sig lige for næsen af os her og nu. Det eneste, det drejer sig om, er, at få øjnene op for det. Når vi ikke kan se og opleve det, er det, fordi vi selv lukker af for det ved at begrænse vor opfattelse til det, som stemmer med vore meninger om tilværelsen og med vore definitioner på den. Enhver mening eller rubricering er et uigennemtrængeligt slør eller et filter, som står imellem os og den virkelighed, som overskrider den målelige og definerbare, fysiske virkelighed. Enhver mening eller rubricering er som et farvet glas, som vort syn må igennem, når vi iagttager et eller andet. Det, som vi ser, er ikke den fulde virkelighed; det er kun vor egen mening om virkeligheden; det er kun det, som stemmer med de data, som ligger gemt i hjernecomputerens database.

Men virkeligheden er alt for levende til at kunne indeholdes i hjernens databaseprogrammer, alt for levende til at kunne korsfæstes eller fikseres med ord og meninger. Alligevel forsøger vi konstant at fiksere og begrænse virkeligheden med ord og meninger. Hver eneste gang, vi anvender et ord eller en tanke, begrænser vi os og udelukker en dybere og mere omfattende virkelighed. Også den virkelighed, som logearbejdet forsøger at åbne vore øjne for, begraver vi med ord. Hvis man f. eks. stiller sig tilfreds med at have en mening om, at 1. og 2. bevogter symboliserer fornuft og samvittighed, således som det efterhånden er blevet moderne i Lauget på grund af påvirkningen fra Frimurerordenen, så afskærer man sig fra at finde ud af de dybe og vanskeligt tilgængelige sandheder, som disse embedsmænd i virkeligheden symboliserer. Grunden til, at vi i frimureriet befatter os så meget med symboler, er, at man med et symbol kan udtrykke noget, som ikke kan udtrykkes med ord. Ved hjælp af symboler kan man derfor nå et skridt nærmere virkeligheden end med ord. Erstatter man symbolet med ord som f.eks. fornuft og samvittighed, så standser man den søgen, hvis formål var at finde frem til de mysterier, som skjuler sig bag symbolerne.

Vi er også vant til at betragte vore medmennesker på den måde, at vi altid danner os en mening om dem. Vi bedømmer og rubricerer dem. Vi bedømmer, om vi kan lide dem eller ikke, og vi klassificerer dem i det hele taget på enhver tænkelig måde. Derfor ser vi ikke vore medmennesker, som de virkelig er. Det, vi ser, er vores egen mening om dem. Hvis vi ville prøve at se på et andet menneske uden nogen som helst mening om det, uden på nogen måde at bedømme eller klassificere det, så ville der ske et under. Så ville vi se det andet menneske, som det virkeligt er, i stedet for at se vores mening om, hvordan det er, og samtidigt ville vi få øjnene op for en sjælelig og en åndelig dimension i det pågældende menneske.

Det samme vil naturligvis ske, hvis det er noget andet, vi betragter. Når vi f. eks. ser på en rose, begynder hjernen ubevidst at registrere data: grønne finnede blade, takkede småblade, barktorne på stænglen, røde kronblade o.s.v. o.s.v. Og så kommer resultat af eftersøgningen i databasen: En rød rose. En almindelig computer viser billedet på skærmen så hurtigt, at vi ikke ser, at der foretages en analyse. Hjernecomputeren arbejder mange gange hurtigere end den hurtigste PC'er. Vi ser med det samme, at det, som vi står overfor, er en rose. Derfor er vi slet ikke klar over, at vi ubevidst har foretaget en lynhurtig analyse af det, vi ser på. Rubriceringen af billedet synes bare at være der uden nogen form for overvejelser eller analyser.

Mennesket har meget svært ved at se på noget som helst, uden at der foregår en tankevirksomhed i det. Det ved rosen, som ikke kan beskrives med ord, det som ikke står i hjernens database, det ser vi ikke, for det kan vi kun se, hvis vi afstår fra at have nogen mening om det, vi ser på. Vi ser rosen gennem vores filter af meninger. Derfor kan vi ikke se rosen som det individuelle og underfulde væsen, den i virkeligheden er. Enhver bedømmelse af rosen vil stå i vejen for en betragtning af den forunderlige virkelighed, som en sådan rose er udtryk for. Virkeligheden, den ubeskrivelige virkelighed begynder først der, hvor beskrivelser hører op. Hvis vi prøver at se rosen uden at klassificere den som en rose, uden at have nogen som helst mening om den, så vil vi opdage, at vi står over for et mirakel. Rosen vil blive mere levende; den vil få en yderligere dimension; den vil få noget meget sjælfuldt og guddommeligt over sig. Den vil blive æterisk i et omfang, vi aldrig har oplevet før. Den vil åbne døren til en mystik, som rækker langt ud over selve rosen.

De fleste af jer kender sikkert fortællingen om dengang Buddha skulle holde en tale. I stedet for at sige noget holdt han en blomst op for tilhørerne, og da tilhørerne spurgte ham, hvornår han begyndte på sin tale, sagde han: "Talen er holdt". Hvis man er i stand til at betragte en blomst uden at have nogen som helst mening om den, vil den åbenbare tilværelsens dybeste hemmeligheder for én. Det er ikke teori, det her. Jeg ved det er rigtigt, for jeg har selv prøvet det mange gange. Middelaldermystikeren Mester Eckehart udtrykker det således: "Den, der forstår og kender skabningen, behøver ikke at grunde over nogen prædiken, thi enhver skabning er fuld af Gud og er en bog".

Mange af jer har sikkert i større eller mindre omfang oplevet det, jeg taler om, - i nogle korte og uforglemmelige glimt: en særlig forunderlig solnedgang, hvor noget andagtsfuldt sænker sig over én, en stille skovsø, hvor alt er så ubeskrivelig sjælfuldt, en intim kontakt med et andet menneske, som forlenes med noget guddommeligt. Det, der er det karakteristiske ved den slags oplevelser, er, at de altid ledsages af en følelse af andagt, en følelse af, at der er noget sjælfuldt og grænseoverskridende ved det, man betragter eller oplever. Afgørende for, i hvilket omfang I kan følge mig i det, jeg siger, er, i hvilket omfang I selv har oplevet noget tilsvarende. Når jeg siger "i hvilket omfang", er det, fordi noget sådant kan opleves i flere forskellige grader. Man kan ligefrem tale om en ekstra dimension på tilværelsen udover længde, bredde og højde, nemlig en sjælelig dybdedimension. Den samme fysiske oplevelse kan således opleves i forskellige grader af sjælelig dybde. Og I vil kunne følge mig netop til den dybde eller den grad, som I selv har oplevet. Det er nu engang sådan, at livets skjulte hemmeligheder kun kan åbenbares overfor dem, der kender hemmelighederne i forvejen. Det er det samme, som Kumbel udtrykker på denne måde i indledningen til sin digtsamling "Husk at elske":

De største nyheder,

verdens ældste,

vil jeg fortælle

til enhver, som ved dem.

Og ingen anden.

Hvis vi et øjeblik er i stand til at være helt fri for enhver mening om det, vi oplever, enhver bedømmelse af det, vi oplever, så vil vi også opdage noget andet ejendommeligt. Jeg'et er forsvundet! Hvis I har haft den slags meget andagtsfulde oplevelser, som jeg talte om før, vil I måske have bemærket, at der ikke var plads til noget jeg i oplevelsen. I eksemplet med rosen ville man f. eks. føle, at der ikke eksisterede noget som helst andet i verden end rosen og oplevelsen af rosen. Der ville ikke være nogen oplevelse af et jeg, som så på rosen, for det, man i så fald oplevede rosen med, var ikke jeg'et, men noget andet end jeg'et, noget som jeg'et før skyggede for. I stedet for at opleve ved hjælp af jeg'et oplever man med noget, som ikke kan navngives, men som man med en antydning kan kalde ren væren. Det er det sværeste af alt at forstå, at man kan være et væsen, som man ikke kan betegne som jeg, at man kan opleve og iagttage med et centrum, som man ikke kan kalde jeg, men som alligevel er en selv, ja, som oven i købet er ens inderste væsen. Det, det gælder om, er at glemme sig selv, og det, der dukker frem af tågerne, når man glemmer sig selv, når jeg'et forsvinder, er guden i mennesket. Paulus udtrykte dette med ordene: "Dog lever ikke jeg, men Kristus lever i mig." Hinduerne kalder det ikke Kristus, men Atman, den store psykolog Jung kaldte det Selvet, Krishna-murti kaldte det iagttageren, og i frimureriet bruger vi forskellige varianter af betegnelsen: Den styrende mester. Det navn, man giver denne indre gud eller guddomsgnist, som gnostikerne kaldte den, er ligegyldigt, for i realiteten er det navnløst og kan slet ikke udtrykkes med noget ord.

Forudsætningen for at opleve den tilstand af ren væren, som ligger hinsides jeg'et, er, at man kan slippe jeg'et, eller sagt på en anden måde, at man kan hengive sig. At hengive sig, at give sig selv hen er det samme som at opgive sit jeg, det samme som at opgive sig selv, som at opløse sig selv. Hengivelse er den nøgle, som åbner porten til det allerhelligste. Førend man kan træde ind i det allerhelligste må man udføre en offerhandling, og denne offerhandling består i at ofre sig selv, i at ofre det, som man hidtil har betragtet som sit centrum. Når man hengiver sig 100% et eller andet, til naturen, til en kvinde, til en frimurerisk ceremoni, når man hengiver sig 100% til hvad man end måtte opleve i livet, så forsvinder jeg'et, og det, der åbenbarer sig i stedet for jeg'et er noget, som ikke kan navngives, som ikke kan beskrives, og som ikke kan gøres til genstand for iagttagelse, fordi det er selve det, som iagttager.

Relativt fri bliver man, når man er i stand til at frigøre sig fra andres meninger. Meget mere fri bliver man, når man også kan frigøre sig fra de meninger, som man tror er ens egne, men som i virkeligheden er opdragernes meninger. Fuldt ud fri er man derimod først, når man også har kunnet frigøre sig fra sit eget jeg og dets meninger. Først når man har været i stand til at ofre sit jeg, vil man kunne rejse sig op som en fri mand - som en oprejst frimurer.

Jens Gabe

 

 

De største nyheder,

verdens ældste,

vil jeg fortælle

til enhver, som ved dem.

Og ingen anden.