KØNSROLLER

I aften, hvor der er damer til stede, vil jeg tale om det som forhåbentlig interesserer damerne mest, nemlig mænd. Uge efter uge samles vi i en loge af bar mænd i en stræben efter at udvikle os. Forhåbentlig bliver vi også bedre af det, men hvis der er nogen mand, der tror, at han kan gennemføre en udvikling til det bedre uden kvindens hjælp, så tager han grueligt fejl. 1 Dantes guddommelige komedie ville Dante heller ikke have nået frem til paradiset, hvis Beatrice ikke havde hjulpet ham. Vi vil heller ikke nå langt i en åndelig udvikling, hvis vi ikke lader en kvinde tage os ved hånden og lader hende føre os ad veje, som vi ikke vil kunne finde uden hendes hjælp. Evnen til at føle kærlighed er f. eks. en uomgængelig betingelse for åndelig udvikling. Hvordan skulle manden dog kunne udvikle denne kostelige evne uden en kvindes hjælp. Dels lærer manden at føle kærlighed ved at føle kærlighed til en kvinde, dels lærer kvinden ham, hvordan man udvikler denne evne til større fuldkommenhed, for kærligheden er en kunst, som er mere eller mindre medfødt hos kvinden, men som manden først må lære at udvikle.

Der er også en dybere psykologisk baggrund for nødvendigheden af, at manden lærer af kvinden. Ifølge moderne psykologi er mandens ubevidste sjæl kvindelig af natur. Manden kan derfor ikke lære sin sjæl at kende uden at lære dybderne i den kvindelig natur at kende. Og hvis manden ikke inkorporerer de kvindelige egenskaber i sig og lærer at udtrykke de egenskaber, som er typisk kvindelige, kan han ikke blive ét med sin sjæl og derved blive til at et helt menneske. Så længe manden ikke har forenet sig med sin kvindelige og bedre halvdel, er han kun en torso, og kvinden bliver naturligvis heller ikke hel uden en inkorporering af sin ubevidste mandlige halvdel.

Det er nok ingen hemmelighed i denne forsamling, at logen er et symbol på vort indre, og at der i dette indre er der 3 hovedkræfter, som vi kalder den ærværdige mester, 1. bevogter og 2. bevogter. Hvor er den kvindelige sjæl henne i dette symbol på mandens indre, som kun synes at indeholde mandlige kræfter? Den kvindelige sjæl symboliseres faktisk af den embedsmand, som vi kalder 1. bevogter, og i en mandlig loge burde 1. bevogter derfor egentlig være en kvinde, men dette lader sig naturligvis ikke gøre, når der kun er mænd i logen. Jeg har set et australsk frimurerblad, hvor 1. bevogter var tegnet som en kvindeskikkelse for at illustrere, at 1. bevogter egentlig er kvindelig af natur.

Hvilke egenskaber er det så, manden skal blive bevidst om og opnå færdighed i for at blive et helt menneske? Det er alle de egenskaber, som man almindeligvis kalder typisk kvindelige. Det er ømhed og kærlighed. Det er blidhed og blødhed. Det er modtagelighed. Det er omsorg og barmhjertighed. Det er spontanitet og impulsivitet. Det er ydmyghed og hengivenhed og meget, meget mere. Alle disse egenskaber må manden lære at udøve, hvis han vil blive et helt menneske.

Men det er ikke let, for vi mænd har fra den tidligste barndom lært at fornægte og at fortrænge alle de kvindelige egenskaber, som vi inderst inde besidder. Hvilken mand er ikke i sin barndom blevet knægtet med de følelscsfornægtcnde ord: "Stor dreng græder ikke!" Vi har lært, at for at blive mænd må vi fornægte alle kvindelige egenskaber. Vi har lært, at vi skal være hårde og handlingsduelige, og at enhver form for kvindelig blødsødenhed gør os mindre mandlige. Der var ingen, der lærte os, at man kan være både og, at man ikke behøver at være mindre mandig, fordi man også kan græde.

Kvindebevægelsen satte gang i en kønsrolledebat, som ikke kun vedrørte kvinderollen. Der blev også sat spørgsmålstegn ved manderollen. Mandschauvenistcn og "he-manden" fik fingeren, og det samme gjorde det mandebillede, som Herdis Møllehave døbte "knudemanden", den hårde og knugede mand, som ikke kunne løse op for sine følelser. Som følge af denne kritik af manden opstod det diametralt modsatte mandebille­de: den bløde mand, som igennem nogle år var "in", men det viste sig hurtigt, at der var alt for lidt mand i den bløde mand. Kvinderne, som havde sukket efter, at den hårde knudemand skulle blive blød, opdagede, at manden var druknet i al blødheden. Den bløde mand havde misforstået noget. Han troede, at når han skulle være blød, kunne han ikke være fast, beslutsom og handledygtig. Han fornægtede sit køn, på samme måde som rødstrømperne fornægtede deres køn. Rødstrømperne har haft deres mission som pionerer, men de førte sig frem som mænd og trådte de kvindelige egenskaber under fode. De var som amazonerne, der skar deres ene bryst af, fordi det var i vejen, når de skulle svinge sværdet i kampen mod mændene. Kvinden skal ikke give afkald på sine kvindelige egenskaber og blive som en mand, og manden skal heller ikke give afkald på sin mandighed og blive som en kvinde. Det hele menneske besidder stadigvæk sit eget køns fulde egenskaber, men behersker herudover det modsatte køns egenskaber. At en mand er i stand til at udtrykke sine følelser ved at græde, når han er ked af det, er ikke ensbetyden­de med, at han sætter sig ned og klynker, når situationen kræver beslutsom handledygtig­hed. 1 en sådan situation handler han som en mand. Men når situationen kræver følsomhed og tårer, så virker det akavet at handle som mand og bide tænderne sammen for at undgå at græde. Så tilsiger situationen, at manden frit lader sin kvindelige sjæl komme til udtryk i en befriende tåreflod.

Tårer udløses typisk af følelserne sorg og glæde, men tårer er ikke kun knyttet til disse 2 følelser. Tårer er et middel, som formentlig tjener til at udløse enhver følelse, som er for stærk til at kunne udløses på anden måde. Uden evnen til at give udtryk for stærke følelser ved hjælp af tårer, mangler man en almindelig menneskelig udtryksevne, en evne, der er meget vigtig, specielt for frimurere, fordi den grænser til den mystik, vi beskæftiger os med i frimureriet.

De mandlige og de kvindelige egenskaber er modsatte egenskaber. Blødhed og fasthed er f. eks. diametralc modsætninger, og modsætninger lader sig ikke forene uden at miste deres oprindelige egenskabcr. Som ild og vand er uforenelige, er de mandlige og de kvindelige egenskaber i realiteten også uforenelige. Derfor er det svært for et menneske at indeholde både sit eget køns egenskaber og det modsatte køns egenskaber. Man kan skifte mellem dem, så at man f. eks. på ét tidspunkt er blød og på et andet tidspunkt fast og hård, men at være begge dele på én gang, det kræver, at man er i stand til at forene modsætningerne i en mystisk syntese, som er grænseoverskridende, og som forudsætter en forudgående menneskelig udvikling, som er større end normalt. Nogle af jer har måske prøvet at opleve denne mystiske overskridelse af modsætningers grænser i forbindelse med tårer. 1 en tåretilstand kan man nemlig komme til at opleve, at helt uforenelige modsætnin­ger pludselig forenes. Man kan komme til et stadium, hvor man f. eks. ikke mere ved, om man fælder tårer, fordi man er ulykkelig, eller fordi man er lykkelig. Man svinger over i en tilstand, hvor man er både og - og hverken eller. Man befinder sig i en grænseoverskri­dende tilstand, hvor sorg og glæde ikke længere er modsætninger, men er forenede i en mystisk syntese, hvis beskaffenhed det er umuligt at beskrive med ord. Det var denne forening af modsætningerne, som i Tryllefløjten førte til indvielsen af Tamino og Tamina, efter at de havde gennemlevet rejsen gennem bl.a. elementerne ild og vand.

Lad mig slutte med et lille bibelcitat:

"Talte jeg med menneskers og engles tungemål, men havde ikke kærlighed, da var jeg et lydende malm eller en klingende bjælde.

Og uddelte jeg alt mit gods til de fattige ... men havde ikke kærlighed, da gavnede det mig intet."

Lad os erindre dette, mine brødre, at uden kærlighed kommer vi ingen vegne i den kongelige kunst, og husk dette, mine damer: I har et ansvar for at lære jeres mænd kærlighed, og da dette er ensbetydende med at lære dem at elske jer så dybt som overhovedet muligt, så tror jeg, at I gerne påtager jer dette ansvar.

Og havde jeg profetisk gave og vidste alle hemmeligheder og al kundskab, og havde jeg al tro, så at jeg kunne flytte bjerge, men havde ikke kærlighed, da var jeg intet.

                                                                                                                                                                                                                                                                                            Jens Gabe