Moral og samvittighed

Vi taler i frimureriet umådelig meget om frimureriske dyder. Man kan let få det indtryk, at det eneste, det drejer sig om indenfor frimureriet, er erhvervelse af de dyder, der hører med til en god moral, og om opdragelse af brødrene til mennesker, som kan betragtes som moralske i enhver henseende, og som til enhver tid følger deres samvittighed. Ingen drømmer vel om at sætte spørgsmålstegn ved vigtigheden af at erhverve sig disse dyder. Det er noget, som uden videre tages for givet, og ingen tænker på at undersøge, hvad der ligger i de gængse begreber moral og samvittighed, og om det nu også er rigtigt, at disse begreber er dyder, som det gælder om at erhverve sig. Det betragtes om givet, at de eneste brugelige sten til bygningen af templet er veltilhuggede kubiske sten, og at vi ikke har brug for brødre, som hugger deres sten til i en anden form end den almindeligt accepterede.

¨

Men der findes en lærelig frimurerisk legende, hvorefter alle brødrene forkastede en bygningssten, som havde en helt anden form end den sædvanlige kubiske. De smed stenen, d.v.s. broderen ud. Da brødrene så var ved at fuldende tempelbygningen, kunne de pludselig ikke komme videre med byggeriet, for der var ingen sten, som passede ind på det sted, de var kommet til. De blev da klar over, at den sten, der manglede det pågældende sted - det var øverst i portalen - netop var den sten med den afvigende facon, som de tidligere havde forkastet.

Enhver kan tænke de samme tanker, som andre har tænkt, men at kunne tænke selvstændigt er en af de vigtigste forudsætninger for at kunne opdage de dybere frimureriske hemmeligheder – hemmeligheder, som aldrig opdages af dem, som blot følger de sædvanlige og gængse tankegange.

 

Jeg vil nu prøve at vise jer en bygningssten, som har en anden facon end de bygningssten, som I normalt anser for at være korrekte bygningssten, og det vil jeg starte med at gøre ved at sætte spørgsmålstegn ved den dyd, som kaldes pligtopfyldelse.

 

Under indvielsen i laugsfrimureriet lærer vi, at det er en absolut betingelse for at blive frimurer, at man er en fri mand. Det, at man for at være frimurer må være fri, ligger da også i selve ordet fri-murer. Men et menneske med mange pligter er ikke et frit menneske. Det er tvært imod bundet på hænder og fødder af alle sine forpligtelser. Hvis det er sådan, at pligter og pligtfølelse forhindrer én i at blive frimurer, så er det i allerhøjeste grad nødvendigt at undersøge, hvad pligt egentlig er for noget.

 

Det engelske ord for pligt er duty. Det kommer af ordet due, som igen stammer fra det latinske ord debere, som betyder at skylde. Den, der har pligter, er med andre ord en skyldner. Det latinske debere, som duty kommer af, har naturligvis også relation til ordet debet, som vi kender fra bogholderi. Det menneske, som har pligter, står i debet. Han er en debitor og kan ikke blive en fri mand, før han har opfyldt enhver pligt, som han selv eller andre har pålagt ham. En fri mand handler ikke af pligtfølelse, for han skylder ingen noget. En fri man handler af egen lyst og tilskyndelse.

 

Ved hver logeaften giver vi alle sammen et beløb til velgørenhed, og for det menneske, som lider nød, og som modtager en sum penge, er det vel ligegyldigt, om pengene er givet af pligt eller af lyst til at hjælpe andre. Men for den bror, som giver hjælpen, er dette langt fra ligegyldigt. Hvis pengene er givet, fordi broderen som frimurer føler sig forpligtet til at give et beløb til barmhjertighed, så har det intet med barmhjertighedsfølelse at gøre. Så er det ren og skær opfyldelse af en pligt, så er lettelsen af pengepungen blot en lettelse af en skyldfølelse.

Det samme gælder mange andre områder af livet, hvor ordene pligt og skyld optræder. Hvis vi f. eks. hjælper andre med et eller andet af lyst til at hjælpe, så er det fint, men hvis vi hjælper dem, fordi vi føler os forpligtede til det, fordi vi føler, at vi skylder dem det, så skal vi ikke bilde os ind, at vi gør en god gerning, for så befrier vi blot os selv for den skyld, vi ville føle, hvis vi ikke hjalp dem.

 

Størstedelen af vores opfattelse af at være forpligtede og af at skylde nogen noget, er i øvrigt en fiktion. Langt de fleste af de pligter, vi mener, vi har, er ikke reelle pligter, men pligter, som vore opdragere har indbildt os, at vi har. Vi kunne spare os selv for megen skyldfølelse, hvis vi kunne gennemskue dette. Selvfølgelig findes der også reelle pligter. Hvis vi f. eks. har indgået en kontrakt med en anden, så har vi også en pligt til at opfylde vores del af kontrakten. Men langt de fleste at de pligter, vi tror vi har, er ikke reelle pligter. Stort set skylder vi ingen noget. Vi skylder f.eks. ikke vore forældre noget, fordi de har opfostret os. Vore forældre har ikke opfostret os for at få en gæld tilbagebetalt. De har gjort det af egen fri vilje og lyst og som følge af en naturlig trang til yngelpleje. Og vi har på samme måde opfostret vore børn af kærlighed og ikke for at få noget tilbagebetalt.

 

Vi skylder heller ikke vore ægtefæller eller partnere noget. De har ganske vist givet os en masse kærlighed livet igennem, men de har da forhåbentlig gjort det af egen lyst og ikke for at få noget tilbagebetalt. Hvis vi har givet hinanden kærlighed for at få kærlighed igen, så har vi slet ikke givet noget, ja så har der faktisk slet ikke været tale om kærlighed, men om en tuskhandel. Hvis kærligheden derimod er givet af lyst til give kærlighed, så har belønningen allerede ligget i opfyldelsen af lysten til at give kærlighed. Den kærlighed, man giver af lyst, er ægte, hvorimod den, man giver af pligt er uægte, fordi det blot er en tilbagebetaling af skyld.

 

Pligt og skyld er to sider af samme sag. Man kan sige, at skyld er bagsiden af pligt, at skyldfølelse og dårlig samvittighed er bagsiden af pligtfølelse.

 

Samvittighed! Det er et andet begreb, som anvendes overordentlig meget indenfor frimureriet. Skal man heller ikke handle efter sin samvittighed? Igen er det et spørgsmål om ikke blindt at acceptere gængse etiketter på begreberne, men om selvstændigt at trænge til bunds i begreberne og om at tænke dybere over dem. Normalt betragter vi samvittighed som et næsten helligt begreb, som noget, der kommer fra et indre åndeligt centrum. Men reelt betyder ordet samvittighed – på oldnordisk samvete - blot samviden, altså en fælles viden, d.v.s. en fælles viden om, hvordan man skal opføre sig i samfundet.

 

Freud betegnede samvittigheden som en funktion af det, han kaldte overjeg'et. Overjeg'et er en slags båndoptager, vi har inde i os. Denne psykiske båndoptager gentager alle de formaninger, vore opdragere har givet os igennem opvæksten. De færreste er bevidste om, at de har sådan en båndoptager inden i sig, og da samvittighedens stemme kommer fra et ukendt sted i vort indre, tror vi fejlagtigt, at samvittigheden er af højere eller af åndelig karakter. Men samvittighedens stemme er normalt blot de glemte formaninger og moralske læresætninger fra vore opdragere. Det er ikke sådan, at der slet ikke findes en ægte samvittighed og en indre, ægte moral, men næsten alt det, vi kalder moral, er konventionel moral, d.v.s. moralbegreber, som vore opdragere har indlagt i os.

 

Ordet moral kommer af det latinske ord mores, som betyder sæd og skik. Moral er den sæd og skik, som gælder i det samfund, hvori man er opvokset. Moral er altså noget samfundsskabt og er derfor forskellig fra samfund til samfund. Det, der regnes for at være god moral i et vesterlandsk samfund kan f. eks. være dårlig moral i et østerlandsk samfund. Moral er også forskellig til forskellige tider. Meget af det, der anses for god moral i dag indenfor det kønslige område, var umoralsk ud over alle grænser i den viktorianske tidsalder, hvor kvinder f. eks. ikke måtte føle noget ved kønslivet, men blot skulle lukke øjnene, mens det stod på, og tænke på, at de opfyldte deres pligt mod nationen ved at skaffe den flere sønner og døtre. Samvittighed er tæt knyttet til moral. De, der f. eks. følte dårlig samvittighed over noget kønsligt i den viktorianske tidsalder, ville i mange tilfælde have været uden skyldfølelse og dårlig samvittighed, hvis de havde levet i dag. Det siger derfor sig selv, at moral og samvittighed normalt ikke kan være noget inden i os, som er af højere eller af åndelig karakter.

 

Hvorfor lægger vi så så megen vægt på moral indenfor frimureriet? Fordi man ikke kan være en god samfundsborger, hvis man ikke følger den moral, som gælder i samfundet. Vi kan ikke begå os blandt andre mennesker, hvis vi ikke følger de moralregler, som er gældende i vort samfund. Det var for nogle årtier siden moderne at give børn en meget fri opdragelse. Man var bange for, at børnene fik hæmninger, hvis der blev opdraget på dem. Jeg husker, at jeg i begyndelsen af 70-erne, fik besøg af et forældrepar, som medbragte et sådant barn, som var ganske uhæmmet. Besøget var en rædsel, og adskilligt i huset var ødelagt, da de gik. Et sådant barn vil ikke være egnet til at leve i et samfund af mennesker, og det vil få mange knubs i livet, fordi ingen andre mennesker vil acceptere dets opførsel. Regler om, hvordan man skal opføre sig blandt andre, er en absolut nødvendighed. Men sådanne konventionelle moralregler har intet med noget højere åndeligt at gøre. Med moralopdragelse kan man ikke gøre et menneske til et godt menneske. Man kan kun gøre det til at menneske, som er bedre at omgås. Dette er meget vigtigt, så jeg gentager: Med moralopdragelse kan man ikke gøre et menneske til et godt menneske. Man kan kun gøre det til at menneske, som er bedre at omgås.

 

Moral og samvittighed er noget, som er påtvunget os. Moralen og samvittigheden siger: "Du skal." Vores egen indre vilje siger derimod: "Jeg vil ikke." Hvis vi lytter efter i vort eget indre, vil vi kunne høre, at der til ethvert "du skal" fra den indre stemme, svarer et "jeg vil ikke". Der ville jo ikke være nogen grund til, at den indre stemme sagde "du skal", hvis vi gerne vil. Der vil derfor altid eksistere en indre konflikt i forbindelse med et moralbud, som påbyder os et eller andet. Når vi ikke gør det, vi egentlig gerne vil, men i stedet gør det, vi skal, er det enten fordi den indre tvang er for stor, eller fordi vi fornuftigvis kan indse, at det tjener os selv bedst at undertrykke vor egen inderste vilje og opføre os, sådan som samfundet vil have, at vi skal opføre os. Med fornuft kan man standse udførelsen af en uheldig vilje. Selve viljen kan man derimod ikke udslette. Selvom man gør noget andet, end det man vil, så eksisterer viljen til at gøre det første stadig, og man får neuroser eller det, der er værre, hvis man fortrænger bevidstheden om sin vilje og bestrider, at man inderst inde gerne ville noget andet end det, man skal og gør. Man kan ikke ville det, man skal. Man kan kun ville det, man vil. Man kan gøre noget andet end det, man vil, men man kan ikke ville noget andet end det, man vil.

 

Kan man da ikke have vilje og lyst til at gøre en pligt? Jo, men så er forholdet normalt det, at man har lyst til flere modstridende ting på samme tid. F. eks. kan man en sommerdag have lyst til at tage til stranden, og samtidig kan man have lyst til at få gjort et stykke arbejde. Vælger man arbejdet, fordi man har større lyst til at få dette gjort end til at tage til stranden, så har man fulgt den lyst, som var størst. Vælger man derimod arbejdet, fordi det vil give én skyldfølelse ikke at gøre det, så har man gjort det af tvang og ikke af lyst.

 

Lyst er et ord, som moralprædikanter og pietister har bragt i miskredit. Lyst er ikke noget, som kun har med det seksuelle at gøre. Ordet lyst er nært beslægtet med ordet lys, som er et af de vigtigste begreber i frimureriet. At se lyst på livet er ensbetydende med at have lyst til livet. Lyst (løst) og lyst (lyst) udtales forskelligt, men det staves ens og har samme oprindelse. Det er lyset eller lysten, som skaber livet. og som driver dette livsværk. Der gemmer sig mere visdom, end man tror, i det gamle ordsprog, som siger, at det er lysten, som driver værket. Der ligger i det hele taget et skatkammer af skjult visdom i det daglige sprog. Blev vi bevidste om, hvad det egentlig er, vi går og siger, ville vi hurtigt blive vismænd. En etymologisk ordbog – en ordbog om ordenes oprindelse er en guldgrube for den, der søger visdom.

 

Hvis man føler, at man opfylder en pligt af lyst og ikke af tvang, så drejer det sig normalt om noget helt andet end pligt. Så drejer det sig ofte om opfyldelsen af et ansvar. Et ansvarsfuldt menneske tager ansvar for sine handlinger, ikke fordi han føler sig forpligtet til det, ikke fordi han føler skyld, hvis han ikke gør det, men fordi han har en indre lyst til at påtage sig dette ansvar. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man gør noget af pligtfølelse eller af ansvarsfølelse, så kan man benytte skyldspørgsmålet som en slags værktøj til at afgøre, om det er det ene eller det andet. Hvis man ville føle skyld, hvis man ikke gjorde det, så er det et pligtanliggende. Ville man derimod ikke føle nogen skyld, men i stedet blive ked af det, hvis man undlod at gøre det, så er det et ansvarsspørgsmål. Hvis man svigter et ansvar, føler man ikke skyld, så bliver man derimod  ked af det. Man føler ikke skyld, for ansvaret var ikke noget, man skyldte nogen. Da der således ingen pligt har været, kan der ikke blive tale om skyldfølelse, kun om sorg over af have svigtet sit ansvar. Det samme værktøj kan anvendes til at afgøre om den samvittighed, man føler er ægte, eller om en dårlig samvittighed blot skyldes, at man har syndet mod de moralregler, som vore opdragere har indpodet i os. Ægte samvittighed har nemlig med ansvar og ikke med pligt at gøre. Hvis man føler skyld ved ikke at have fulgt samvittighedens stemme, så har det blot været overjeg'ets stemme, man har hørt. Føler man derimod ikke skyld, men kun sorg over ikke at have fulgt den indre stemme, så har der nok været tale om den ægte indre samvittighed.

 

For en overfladisk betragtning kan pligt og ansvar ligne hinanden til forveksling, men ser man skarpt på begreberne, er der en verden til forskel. Og denne forskel er forskellen mellem det skyldbetyngede og trælbundne menneske på den ene side og det frie, men ansvarsfulde menneske på den anden side. Det er forskellen mellem den mand, som ikke kan blive frimurer, og den, som er det.

 

Der er efterhånden flere og flere brødre, som mener, at 1. bevogter symboliserer samvittigheden. Det var der ikke mange laugsfrimurere, som mente, da jeg blev frimurer for lidt over 40 år siden. Det er en antagelse, som langsomt er sivet ind i laugsfrimureriet fra Frimurerordenen. Enhver bror har naturligvis ret til at have sin personlige mening om, hvad logens embedsmænd symboliserer, men hvis det er rigtigt, at samvittigheden repræsenteres af  1. bevogter, så er samvittigheden i hvert fald kun en lille del af det, som 1. bevogter symboliserer.

 

Da samvittigheden i det store og hele er noget, som ligger i psyken som en funktion af det overjeg, som er lagt ind i vores psyke af vore opdragere, og da samvittighedens stemme derfor kommer fra psyken, så er det vel ikke helt ved siden af at sige, at samvittigheden har med 1. bevogter at gøre. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at samvittigheden er noget, som er lagt ind i os udefra og ikke noget, som kommer fra den ærværdige mester, som har sit sæde hinsides 1. bevogter. Logeopbygningen med en ærværdig mester, en 1. bevogter, en 2. bevogter og 2 diakoner lærer os, at i en velfungerende loge udgår alle højere impulser fra den ærværdige mester, fra hvem de bliver bragt videre af 1. diakon til 1. bevogter, hvorfra de bliver bragt videre af 2. diakon til 2. bevogter. Den samme kommandovej illustreres af hammerslagene, som udgår fra den ærværdige mester og gentages af 1. bevogter, hvis hammerslag gentages af 2. bevogter. Og i Frimurerordenen illustreres denne kommandovej tydeligt af alle de spørgsmål og svar, som vandrer fra den ordførende mester til 1. bevogtende broder og derfra videre til 2. bevogtende broder. Denne kommandovej er vejen, når logen fungerer optimalt. Til daglig er virkeligheden en anden. Både 1. og 2. bevogter er selvstændige enheder, som også kan handle uden befaling fra den ærværdige mester, og som i det daglige ofte gør det. Et menneske reagerer ikke kun på impulser fra den ærværdige mester, og det gør bevogterne heller ikke. De bevogtende brødre kan begge reagere på impulser, som kommer udefra, eller de kan reagere på impulser, som tidligere er kommet ind udefra, og som nu ligger gemt i inde i psyken. Det kan f. eks. være vore opdrageres formaninger om god og moralsk opførsel. Men et menneske kan også reagere på impulser, som kommer længere inde fra end psyken, nemlig fra den ærværdige mester, fra ånden i os. Da impulserne fra den ærværdige mester ikke kan opleves direkte, men nødvendigvis må passere igennem 1. bevogter eller sjælen, er det naturligvis uhyre vanskeligt for os at se, hvilke impulser i psyken, der er kommet fra den ærværdige mester, og hvilke impulser der kommer fra psyken selv og ikke har nogen forbindelse med den ærværdige mester. At kunne se dette kræver, at man kender sin psyke.

 

Jeg har nogle gange nævnt, at der findes en slags ægte moral og en ægte samvittighed, som har sæde et sted i os, som ligger hinsides det freudianske overjeg. Ægte moral er den samme i alle lande. Den er ikke blot af en helt anden karakter end den konventionelle moral. Den kan oven i købet gå på tværs af den konventionelle moral. Et eksempel herpå kan være medlidenhedsdrab, hvor man i strid med de almindelige moralbegreber dræber et lidende menneske, fordi ens indre, ægte moral tilsiger én at gøre dette.

 

Det er egentlig forkert at kalde denne ægte moral for moral, for moral betyder som sagt regler, skik og sædvane og har intet med impulserne fra den ærværdige mester at gøre. Det er ligeledes forkert at kalde den ægte samvittighed for samvittighed, fordi samvittighed blot betyder den fælles menneskelige viden om samfundets moralregler. Jeg kan imidlertid ikke finde bedre ord end ægte indre moral og ægte samvittighed, så derfor vil jeg fortsætte med at bruge disse ord, idet jeg blot vil bede jer huske på, at de intet har at gøre med det, vi sædvanligvis kalder moral og samvittighed.

 

Hvordan finder man så ud af, hvad det er for en indre stemme, som taler til én? Om det er den uægte samvittighedsstemme fra éns overjeg, eller om det er den ærværdige mesters stemme? Man kan som jeg nævnte før efterprøve, om der er tale om skyldfølelse, men der er også et andet godt middel. Man kan efterprøve, om der er tale om noget spontant. Det, der er spontant, kommer nemlig fra den ærværdige mester i vort indre, mens det, der ikke er spontant kommer andre steder fra. Ordet spontan kommer fra det latinske ord spons, som betyder kilde. Det, der er spontant, er derfor det, der kommer fra kilden i vort indre, og kilden er naturligvis ånden eller den ærværdige mester. Det spontane er ikke det samme som pludselige og impulsive reaktioner. Negative impulser som hidsighed og aggressivitet, er f. eks.  ikke noget spontant. Hidsighed er en pludselig reaktion på et eller andet – enten noget udefra eller noget indre psykisk, og reaktioner er noget, som er vidt forskelligt fra spontanitet. Det spontane kan meget vel have tilknytning til noget, som vi oplever i den ydre verden, men spontaniteten er ikke en reaktion på dette. Det spontane er noget umiddelbart, som kommer fra vort allerinderste som en kilde, der springer frem af jorden.

 

Man kan ikke ved opdragelse gøre et menneske til et godt menneske – kun til et veltilpasset menneske. Godhed er ikke noget, man kan lære. Godhed er en egenskab, som strømmer fra kilden i vort indre på samme måde som kærlighed strømmer fra denne indre kilde, og på samme måde som livskraft strømmer fra denne kilde. Læg mærke til, at ordene god og Gud næsten er samme ord. Godhed er ikke noget, man selv har. Godhed er noget, man kan lade strømme ud og igennem sig fra den indre kilde i én ved at gøre sig til en kanal for strømmen fra denne indre kilde, d.v.s. ved at lade impulserne fra den ærværdige mester strømme frit igennem sjælen eller 1. bevogter og videre derfra til 2. bevogter. Ligesom man ikke kan rose sig af kærlighed, kan man heller ikke rose sig af godhed. Ligesom man ikke kan ville elske, kan man heller ikke ville være god. Godhed er ligesom kærlighed noget, der spontant strømmer igennem én fra den indre kilde. Det er imidlertid svært at være spontan, når man bliver holdt nede af alle den konventionelle morals strenge påbud, som netop ofte går ud på at holde det spontane nede, men spontanitet er den eneste måde, hvorpå man kan give udtryk for den rene og ubesmittede kilde i én selv.

 

En vis portion moralregler er nødvendig for at man kan leve sammen med andre mennesker i et samfund, men for mange og for strenge regler om, hvordan man skal opføre sig, kvæler den spontanitet, som er udtryk for den ærværdige mesters virken i os.

 

Overalt i samfundet er der i dag en tendens til at gøre livet mere regelbundet. Denne tendens er endog trængt ind i frimureriet. Da jeg i sin tid begyndte at studere jura, var der endnu noget, som hed lovens ånd. I dag er der ikke mere noget, der hedder lovens ånd. I dag kender man kun lovens bogstav. Samtidig er betydningen af ordet ånd ved at ændre sig. I dag er ånd nærmest ensbetydende med hjerne og intellekt. En vismand i dag er ikke et viist menneske, men et menneske med en god intelligenskvotiens og kendskab til nationaløkonomi. I et gudløst samfund, hvor man ikke kender til visdom og ånd, er der ikke andre måder at regulere livet på end ved love og regler. Samfundet er i dag ved at drukne i love og regler. Man må have regler om alt muligt - sågar indenfor frimureriet -  fordi man ikke har tiltro til den visdom, som kommer til udtryk fra ånden i os, men alle disse regler kvæler den spontanitet, hvormed ånden kunne udtrykke sig. Hvis man er i kontakt med den ånd, som er visdom, behøver man ingen moralregler eller andre regler til at holde én på den rette sti. Så gør man spontant det rigtige, og så er man en fri murer.

                                                                                                                                                                                                                                    Jens Gabe