At lære 1. bevogter at kende er også et spørgsmål om at lære noget om psykologi, for psykologi betyder læren om sjælen. Det er under indvielsesrejsen gennem vandelementet vi præsenteres for 1. bevogter og for det, han står for. Vandelementet har fra ældgammel tid været symbol på den følelsesmæssige del af livet. Læren om, at mennesket består af de 4 elementer jord, luft, vand og ild er i moderne tid blevet forkastet som ren overtro, fordi man ikke har forstået, at elementerne skal forstås symbolsk og ikke bogstaveligt. Jordelementet er symbol på alt fysisk og altså på den fysiske fjerdedel af mennesket. Luftelementet er symbol på intellektet og tankeverdenen, og vandelementet er symbol på følelseslivet. Endelig er ildelementet symbol på bevidsthed og åndsliv. Alt i alt er læren om elementerne altså et genialt billede på det, mennesket er sammensat af. Vi har et fysisk legeme, vi har en tankeverden, som ikke er fysisk, vi har et følelsesliv, som heller ikke er fysisk, og endelig har vi ånd og bevidsthed, som også er forskellig fra det fysiske.

Fra gammel tid har elementerne jord og vand i fællesskab udgjort symbolet på den kvindelige eller såkaldt negative pol i det kraftværk, som leverer strøm til livets opretholdelse, medens elementerne luft og ild tilsammen har udgjort symbolet den mandlige eller positive pol i dette kraftværk.

Prøven i vandelementet foregår hos 1. bevogter, som repræsenterer vandelementet, og som under indvielsen bærer vandelementets grønne stola. Vi prøves ved vand, d.v.s. det prøves, om vi har lært at reagere følelsesmæssigt. Vi forenes med vand, når vi inkorporerer det følelsesmæssige i os. Og vi frigør os fra vand, når vi lærer, at selvom vi skal kunne føle alle følelser, så skal vi ikke lade følelserne beherske os, for det er ikke 1. bevogter, men den højærværdige mester, som skal styre os.

                                                                                                                                                                                                                                      Jens Gabe

Påske

Har påske noget med frimureri at gøre? Ja det har det i høj grad. De fleste tror, at påsken er noget, der er indstiftet af jøderne, men påskens spor går faktisk helt tilbage til myterne om Isis og Osiris i det gamle Ægypten. På tysk hedder Påske Ostern og på engelsk hedder det Easter. Påske betyder altså øst, og øst er jo et begreb, som bruges overordentlig meget i frimureriet. Den højærværdige mester har sit sæde i øst, hvorfra han åbner sin loge, ligesom solen står op i øst for at påbegynde og oplyse dagen. Hvor stammer al den tale om øst fra? Ordet øst kommer af det gamle ord ostar, som betød sæsonen for den frembrydende og voksende sol, tidspunktet for en ny fødsel i naturen. Ordet referer til højtideligholdelsen af forårssolen, som fødes i øst og bringer nyt liv til jorden. Den gamle teutoniske forårsgudinde hed Østre. Den teutoniske gudinde Østre er den samme som den nærorientlige gudinde Isthar, som betyder øststjernen. Det ses tydeligt på egelsk og på tysk. Engelsk, hvor Easter er en sammentrækning af east-ster, som betyder øst-stjerne. Og på tysk, hvor Ostern er en sammentræknng af Ost-stern som også betyder øst-stjernen.  Gudinden Isthar er den samme, som i andre lande blev kaldt Astarte. Astarte betød altså gudinden eller planeten i øst.

De gamle babylonier havde en legende om et enormt æg, som faldt ned fra himlen og havnede i floden Eufrat. Ud af dette æg kom gudinden Astarte. Æg har fra tidernes morgen været symbol på frugtbarhed og på genfødsel. Den dag i dag optræder ægget som et påskesymbol overalt på jorden.

Påsken var altså i gamle dage en højtideligholdelse af Astarte, som skabte genfødsel og fornyelse af livet fra øst. I det gamle Babylon blev Astartes søn Tammuz tilbedt ved forskellige forårsritualer. Det fortælles, at han blev slået ihjel og kom til underverdenen, og han kunne ikke blive genoprejst herfra, medmindre hele verdenen græd for ham. På grund af gråden fra hans moder Astarte, blev han genoplivet, hvilket gav sig udtryk i forårets udspringende knopper. Han skulle dog stadig tilbringe 6 måneder hvert år i underverdenen, men blev genfødt og kom tilbage til livet i 6 måneder hvert forår. I Syrien blev Tammuz kaldt Adon, og i Grækenland blev han kaldt Adonis. I Frimurerordenen er Adonis blevet til Adoniram, og i det humanitære frimureri kaldes han Hiram. Der går altså en lige linie fra Hiram tilbage til oldtidens gude- eller helteskikkelse Tammuz, som døde om efteråret, men som blev genoprejst fra døden ved hver påske. Ved påske og ikke ved forårsjævndøgnet, for foråret kommer ikke med forårsjævndøgnet. Foråret kommer med påsken, som altid ligger ved 1. fuldmåne efter forårsjævndøgn. I påsken kommer vinteren med sine sidste krampetrækninger som en slags fødselsveer, som så endelig giver plads for fødslen af foråret.

Solen er ikke den eneste, som står op i øst og påbegynder dagen. Sammen med solen opstår altid den lysende morgenstjerne planeten Venus, og Venus er det romerske navn for den planet, som i andre lande blev kaldt  Østre, Isthar eller Astarte. Det fortælles, at kong Salomon byggede mange templer til ære for Astarte. Israelitternes gudebillede var meget mandepræget, og når kong Salomon byggede mange templer til ære for Astarte, må han altså have ment, at der manglede et kvindeligt aspekt i gudsdyrkelsen. Den berømte psykolog C.G. Jung har påvist, at mandens sjæl eller psyke er kvindelig. Han kaldte denne kvindelige sjæl i manden for anima.

En frimurerloge er jo et billede på vores indre verden. Hvor i logen kommer da denne feminine sjæl til udtryk? Da jeg for 30 år siden var bibliotekar i Frimurerlauget så jeg frimurerblade fra mange forskellige lande. Et af de mest interessante af disse frimurerblade var medlemsbladet for en australsk loge. Dette blad havde altid en tegning af en logesal som forsidebillede. Det bemærkelsesværdige ved denne forsidetegning var, at selvom det var et medlemsblad for en mandeloge, så var 1. bevogter tegnet som en kvindeskikkelse. I denne loge havde man til fulde forstået, at 1. bevogter som symbol på mandens sjæl eller psyke må have kvindelige egenskaber.

En væsentlig opgave for en frimurer er at lære sin 1. bevogter at kende, d.v.s. at blive bevidst om sin sjæl eller psyke og at inkorporere de værdifulde af psykens kvindelige egenskaber i sit væsen. En mand skal naturligvis ikke være som en kvinde, men han skal berige sit væsen ved også at indeholde de værdifulde kvindelige egenskaber d.v.s. det følsomme og det følelsemæssige. I et træsnit i bogen ”De occulta philosophia”, som er fra slutningen af 1500 tallet, ser man et billede af den fuldkomne frimurer som et menneske, der holder en vinkel i den ene hånd og en passer i den anden hånd, og som har to hoveder: et mandehoved og et kvindehoved. De to hoveder skal forstås som et symbol på, at han har forenet de mandlige og de kvindelige egenskaber i sig.  

Påsken bringer genopstandelsen af solen og med den foråret og sommeren, men sammen med solen opstår altid den kvindelige morgenstjerne planeten øst, ast, astarte eller venus. Mens logens mester, der repræsentere solen, skal undervise og beskæftige os i frimureriets åndelige side, så skal hans 1. bevogter belære os om de skjulte feminine sider af vort psykiske indre. Og hvordan lærer vi så vores 1. bevogter at kende? Det gør vi ved at lytte til vores følelser. Vi mænd har det med at skubbe følelser væk, men når vi skubber følelserne til side, skubber vi også vores 1. bevogter til side. At tænke er én måde at opleve livet på. Det er den måde, hvorpå 2. bevogter oplever livet. At føle er en helt anden måde at opleve livet på. Det er den måde, hvorpå 1. bevogter oplever verden. At være bevidst både om sin fysik, om sine tanker og om sine følelser er en tredje måde at opleve verden på. Det er den måde, hvorpå den højærværdige mester oplever verden, men da de fleste mennesker har en meget ringe bevidsthed om deres tanker og deres følelser, d.v.s. om deres 1. og 2. bevogter, så kender de heller ikke noget til den højærværdige mester. Da den højærværdige mester repræsenterer ånd og bevidsthed, kommer den højærværdige mester ikke rigtig til syne, hvis en stor del af livet ligger hen i ubevidsthed.