Regularitet

Inden en lærling kan passere til svendegraden, bliver han spurgt hvor han blev gjort til frimurer. Han svarer: I en ret, fuldkommen og regulær loge.

Hvad ville han svare, hvis han blev spurgt, hvad en regulær loge er? Og hvad ville I svare? Jeg tror, at de fleste af jer ville give det forkerte svar. De fleste ville nok svare, at en regulær loge er en loge, som er anerkendt af ens storloge. Men regularitet og anerkendelse er ikke det samme. En anerkendt loge vil altid være regulær, men en loge kan godt være regulær uden at være anerkendt.

Regulær er en loge,

1.   som kræver, at medlemmerne skal tro på en verdensskaber,

2.   som kun har mænd som medlemmer,

3.   som udstiller de 3 store lys samt vinkel og passer i logen,

4.  som forbyder religiøse og politiske diskussioner i logen, og

5.  som overholder de gamle landemærker for frimureriet.

En anerkendt loge er en loge, hvor en eller flere storloger på forhånd har efterprøvet og konstateret, at disse betingelser er opfyldt, således at medlemmerne af storlogen slipper for selv at efterprøve regularitetsspørgsmålet, inden de søger adgang. En bror er således ikke afskåret fra, at besøge en regulær loge, som ikke er anerkendt, men han må selv sikre sig, at regularitetsbetingelserne er opfyldt.

En regulær loge kan også have en mellemstilling, hvor den er anerkendt af nogle storloger, men ikke af andre storloger. Storlogen af Danmark er således anerkendt af 54 storloger, men ikke af af Den Forenede Storloge af England, som der lægges så megen vægt på at være anerkendt af. Og dette skyldes ene og alene, at Den Forenede Storloge af England har den mærkelige praksis, at den kun vil anerkende 1 storloge i hvert land. Da Frimurerordenen i forvejen af anerkendt som storloge i Danmark, er der ikke andre storloger i Danmark, som kan anerkendes af denne storloge. Derfor kunne Frimurerlauget heller ikke opnå anerkendelse hos Den Forenede Storloge af England, men var nødt til at indordne sig under Frimurerordenen som storloge for at opnå anerkendelse.

Men det murrer rundt omkring i verdenen over enerådigheden hos Den Forenede Storloge af England. Den Forenede Storloge for Amerika kritiserer således Den Forenede Storloge af England for at drive politik og anfører, at denne storloges anerkendelsespraksis er ufrimurerisk og i modstrid med frimureriets primære sigte, som er et broderskab, der så vidtgående som muligt. Det samme må vel så kunne kritiseres hos Frimurerlauget, der hvor dette følger trop med Den Forenede Storloge af England.

I Europa har man i 2002 stiftet Den Forenede Storloge for Europa som modvægt mod enerådigheden hos Den Forenede Storloge  af England, og i England har fremstående frimurere indenfor de seneste år stiftet Det højeste Frimurerråd for England, Wales, Kanaløerne og de oversøiske distrikter, som kritiserer Den Forenede Storloge af England for være blevet til en selskabelig forening, som har tabt det esoteriske indhold i frimureriet af sigte.

Den Forende Storloge for Amerika anfører, at den ikke engagerer sig i den gammeldags frimureriske proces, der kaldes anerkendelse, og den har i selve konstitutionen forbudt en skelnen mellem brødre fra anerkendte og ikke anerkendte loger. Logerne under Den Forenede Storloge for Amerika åbner deres døre for alle mandlige frimurere uanset deres frimureriske tilknytning, men anfører, at det selvfølgelig letter adgangsprocessen, hvis den pågældende kommer fra en loge, hvis regularitet i forvejen er undersøgt og anerkendt.

Der er også en anden frimurerisk praksis, som er ude af trit med forholdene i dag, og som ligger og samler møl i skufferne på grund af uvidenhed. Frimureriske patenter, hvad er det for noget mærkeligt noget.

Et frimurerisk patent er ikke på nogen måde forskelligt fra andre patenter, såsom patenter for opfindelser, forfatterrettigheder, mønsterbeskyttelse m.v.

I gamle dage, var der ingen patentkontorer, og heller ikke megen lovgivning til beskyttelse af patenter.

Når en frimurer havde lavet et nyt ritual, beskyttede han sine forfatterrettigheder ved at give sig selv et patent, som så kunne videregives til andre. Der var dengang ikke anden beskyttelse imod, at patenter blev brudt end en appel til folks hæderlighed. Derfor kunne en loge ikke anerkendes, hvis den var stiftet ved tyveri af et patent. I dag skal et patent være registreret på et patentkontor, og patenterne har i øvrigt kun gyldighed i et begrænset antal år. Det samme gælder gyldigheden af forfatterrettigheder. De gamle frimureriske patenter er derfor komplet ugyldige efter reglerne i dag. Der er ingen, der kan forbyde en loge at anvende et bestemt ritual, som logen ikke har patent på. Et krav om, at en loge skal være stiftet ved et gyldigt patent for at blive anerkendt, er derfor uhyrligt i dag, for der findes ingen gyldige patenter.  

Jeg håber, at dette har klaret lidt på forvirringen omkring regularitet, anerkendelse og frimurerpatenter.

Jens Gabe