Symbolsproget

 

Frimureriet er et system, som bygger på symboler og allegorier. Vi kender vel alle en hel del symboler, men vi ved måske ikke alle, at de symboler, som vi kender, og som vi arbejder med, kun er brudstykker af et hele, og at disse symboler kun er enkelte gloser i et verdensomspændende sprog. Den hellige skrift lærer os, at inden Babelstårnet sank i grus, havde alle mennesker et fælles sprog. Dette glemte sprog, som var fælles for alle mennesker, er symbolsproget.

Læser vi om den græske eller romerske oldtid, finder vi beretninger om guder af den mest sælsomme art, men hvor den profane ikke finder andet end afguder og overtro, dér ser den symbolkyndige guderne som embedsmænd i den indre loge, som embedsmænd i et vældigt mysteriespil. Han ser de forskellige gudeskikkelser som symboler på de forskellige kræfter i menneskets underbevidsthed, og i beretningerne om gudernes eventyr og gøremål kan den indviede aflæse, hvordan kræfterne i hans indre arbejder og forholder sig til hinanden. Selv noget så tilsyneladende ligegyldigt som gudernes stamtavle belærer den indviede om, hvorledes kræfterne i hans sjæleliv er sammensat. Når det f.eks. fortælles, at gudinden Harmonia er datter af krigsguden Ares og kærlighedsgudinden Aphrodite, så lærer det os, at disse to kræfter må samarbejde for at frembringe harmoni. Kærlighed alene frembringer ikke harmoni, men kun en blød eftergivenhed som i sidste ende ødelægger harmonien. For at avle harmoni må vi parre kærligheden med den styrke og handlekraft, som guden Ares er symbol på. Derfor var Harmonia datter af Afrodite og Ares.

Da kristendommen vandt frem, blev det ikke længere god tone at benytte de gamle guder som symboler på kræfterne i menneskets underbevidsthed. I stedet for mytologien opstod der derfor et utal af sagn, legender og eventyr, som i symbolsk form berettede om det, der foregår i menneskets indre tempel. Alle eventyr er skrevet i symbolsproget. Eventyrerne består af en ydre forklædning og af en indre mening, som skjuler sig bag den ydre forklædning. Den første forudsætning for et forstå et eventyr er, at man er klar over, at handlingen ikke udspilles i den ydre verden, men at den udspilles i menneskets indre loge. De forskellige personer i eventyret skal derfor ikke betragtes som forskellige ydre personer, men som forskellige egenskaber eller sider hos det samme menneske. Prinsessen er normalt symbol på sjælen eller første bevogter, og prinsen, som søger at vinde prinsessen, er symbol på menneskets dagsbevidsthed, dets forstand eller bevidste intellekt, eller på anden bevogter. I eventyrets verden er endvidere moderen symbol på moder jord, både i betydning af den natur, som føder og nærer os, og i en dybere betydning som den, der føder og nærer os sjæleligt. Moderen er i eventyrene meget ofte enke, den enke, som alle frimurere er børn af.

Hvis vi f. eks. betragter et eventyr som Snehvide, så begynder eventyret på et tidspunkt, hvor den oprindelige sjælelige moder har forladt sjælen Snehvide. Det svarer i de elysiske mysterier til det tidspunkt, hvor Koré er blevet forladt af moderen Demeter, og hvor hun går alene og plukker blomster, inden hun røves af Hades. I Mozarts Tryllefløjte svarer det til et tidspunkt umiddelbart før Pamina røves af Sarastro. Sjælen Snehvide kommer nu i den onde stedmoders varetægt. Stedmoderen er symbol på den fysiske verden, som nok nærer og føder os, men som også er streng og hård ved os. Stedmoderen bliver rasende, da spejlet på væggen fortæller hende, at Snehvide, d.v.s. sjælen er smukkere end hende – altså smukkere end den fysiske verden. Stedmoderen vil derfor dræbe sjælen.

Snehvide flygter imidlertid dybt ind i skoven, som er symbol på den underbevidste, indre verden, og i tid lang bor hun i et hus, som ejes af de syv dværge, det vil sige de syv planeter, for planeterne har også en indre side, som hører til i den indre verden. Stedmoderen prøver stadig at få mennesket til at interessere sig for den profane verden, og efterhånden får hun lokket Snehvide længere og længere ud i det profane ved at vise hende det profane livs tillokkelser. Først køber Snehvide smukke bånd til sit snøreliv og siden en kam til sit hår. Endelig giver hun helt efter og spiser af det sanseligt røde, forgiftede æble, hvorefter sjælen glemmer det åndelige og falder i en dødlignende søvn. Sjælen har nu slugt den sidste bid af æblet fra træet til kundskab om godt og ondt, fra det træ som adskiller det oprindeligt udelelige i godt og ondt. I de elysiske mysterier er Kore, som nu kaldes Persephone blevet fanget og gift med Hades, og i Tryllefløjten er Pamina blevet fange hos Sarestro. Mennesket kender nu kun den fysiske verden, og sjælen ligger i en dødlignende søvn.

En dag, da mennesket har nået sit livs middagshøjde, da det er blevet høj middag, begynder det at søge ind i sig selv. Prinsen, menneskets dagsbevidsthed og forstand, kommer så langt ind i sin loge, at han når til de syv dværge eller planeter, og dér opdager han den sovende sjæl. Prinsen bliver så betaget af sjælens overjordiske skønhed, at han erklærer, at han ikke kan leve uden sjælen, og han får derfor lov til at tage Snehvide med sig. Prinsen får efterhånden vækket sjælen ved sin kærlighed. Forstanden og sjælen indgår ægteskab og lever lykkeligt til deres dages ende.

Hvis der er nogen, der er interesseret i at lære mere om symbolsproget, kan jeg henvise til en let læselig bog af psykologen C.G.Jung, som hedder ”Mennesket og dets symboler”.

Den historiske forskning lærer os, at de samme religiøse symboler optræder overalt på jordkloden - også hos folk, som ikke har haft forbindelse med andre folkeslag. Og den dybdepsykologiske forskning lærer os, at vi alle drømmer på symbolsproget, og at religiøse symboler optræder i vore drømme, uanset om vi anser os selv for religiøse eller for ateister. Symbolsproget er underbevidsthedens sprog; det er det sprog, hvori sjælen taler til os, og hvis vi vil vide, hvad sjælen siger til os, må vi være velbevandrede i symbolsproget. Symbolsproget er den nøgle, som åbner den indviedes øjne for skatte, som den profane stirrer på uden at kunne se dem. Det er den nøgle, som åbner for forståelsen af alle frimureriske ritualer, i alle grader, og uden hvilken ethvert ritual kun er tomme ord. Uden kendskab til symbolsproget forstår man ikke, hvad den indre stemme fortæller en; uden kendskab til symbolsproget forstår man ikke de frimureriske ritualer, og uden kendskab til symbolsproget forstår man ikke de hemmelige meddelelser, som fortidens indviede har efterladt til deres efterkommere. Hvor den profane f. eks i det gamle testamente læser om historiske krige mellem israelitterne og de omkringboende folk — noget som jo ikke har meget med en hellig skrift at gøre — der ser den indviede beretninger, som af de jødiske indviede er udformet så snedigt, at de på symbolsk og allegorisk måde fortæller om livets mysterier i et sprog, som kun kan forstås af andre indviede. Der hvor den profane læser om israelitternes landflygtighed og fangenskab i Ægypten eller i Babylon, der læser den indviede om menneskets fangenskab i den fysiske verden og om menneskets landflygtighed fra dets himmelske hjemsted. Og når israelitterne fra Ægypten drager - mod øst - over Det røde Havs tærskel til det forjættede land, som flyder med mælk og honning, så læser den symbolkyndige om menneskets vandring mod det forjættede paradis i øst, mod det land, hvor mennesket havde hjemme, inden det kom i landflygtighed i den fysiske verden.

 

Jens Gabe