Undere

 

Det er ikke kun vanerne, der forhindrer os i at se de sider af tilværelsen, som overskrider de fysiske grænser. De sanser, vi har, sætter også begrænsninger for vores opfattelse af verden. Groft sagt er vores opfattelse af verden begrænset af tid og rum samt af årsagsbegrebet. Tiden er tilsyneladende noget meget eksakt, men alligevel er der vel ingen af os, som ikke kender til tid, som er forskellig fra fysik tid. Mon ikke de fleste af os har en klar forestilling om, et år i barndommen er utrolig meget længere end et år i alderdommen. Mange har også oplevet at befinde sig i en tilstand, hvor tiden synes at stå stille, en tilstand, som ofte beskrives som et evigt nu. Nogle har også oplevet, hvor langsomt f. eks. en ulykke kan ske, selvom den i fysisk tid sker i brøkdele af et sekund.

Rummet kan vi heller ikke være så sikre på, som vi normalt er. Med sanser, der fungerer anderledes end normalt, bliver rummet også anderledes. Jeg har nogle gange oplevet at have en virus på balancenerven. Det resulterede i, at rummet drejede rundt. Rummet kunne stå på hovedet, så at op var ned. Det var særdeles ubehageligt at opleve, at den gammelkendte verden kunne dreje rundt. Jeg ved da godt, at rummet for andre så ud som det plejede, hvad hjalp det mig; jeg kunne jo ikke gå på et gulv, der befandt sig ovenover mig. Folk, der har prøvet at tage LSD eller lignende stoffer, kan også fortælle, at vores rumlige verden kan se helt anderledes ud end den plejer. Og dyrenes verden er heller ikke som vores verden. Jeg har i USA prøvet at se verden igennem nogle linser, der fik den til at se ud, således som forskellige dyr ser den. Det var en meget mærkelig verden, som det var svært for et menneske at orientere sig i.

Jeg vil tale lidt om undere. Har I oplevet et under i dag? Hvis I ikke har oplevet et under i dag, er der noget galt I jeres liv. Hvis I ikke oplever adskillige undere hver dag, er der noget grundlæggende galt i jeres liv, for livet er myldrende fuldt af undere.

Hvad er et under egentlig? Som ordet selv siger, er et under noget, man må undre sig over. Et under er noget, der er så storslået, at man ikke kan lade være med at undre sig. Et under er noget, der er så fantastisk, at man ikke kan forstå det, men blot må undre sig. Men er der virkelig så meget at undre sig over? Ja, der er næsten ikke andet, så spørgsmålet er ikke, om der er noget at undre sig over, men om vi har mistet evnen til at undres.

Der er megen visdom at hente i den gamle nordiske mytologi. Ifølge den nordiske mytologi er den vigtigste krig i verden krigen mellem aserne og vanerne. Aserne var væsener, som symboliserede forskellige sider af det guddommelige. Asen Thor var den samme som i middelhavsområdet blev kaldt Jupiter. Det kan man bl.a. se på ugedagene. Torsdag eller Thors dag hed Jupiters dag i middelhavsområdet. Ordet Jupiter er en sammentrækning af det latinske ord Deuspater, som betyder gudfader. Asen Thor var altså gudfader Men hvem var så vanerne, som var i krig med aserne? Vanerne var væsener der, som navnet selv siger det, stod for vore vaner. Aserne prøvede at tilintetgøre vanerne, og vanerne slog aserne ihjel. Omsat til nutidigt sprog betyder det, at det er vore vaner, der slår det guddommelige ihjel. Det er vore vaner, som hindrer os i at se det guddommelige i tilværelsen. Når vi først har undret os et par gange over et under i tilværelsen, f.eks. en blomst der udfolder sig, så bliver det en vane at se det, og så er det pludselig ikke noget under mere, men noget sædvanligt, som vi ikke undrer os over. Vanen har slået asen ihjel, vanen har dræbt det guddommelige under, der tidligere foregik for vore øjne, og vi ser det ikke mere som et under. Underet er der stadig, men vi ser det ikke mere, vi ser blot den sædvanlige blomst, som jo bare gør det, som blomster gør.

Vi er så vant til at trække vejret, at vi ikke tænker over, hvilket under det er, at vejret om jeg så må sige trækker sig selv. Vi er så vant til at hjertet slår, at ikke tænker over, hvad det er der er så forunderligt, at hjertet bliver ved med at slå. Alle processer i kroppen er noget, der er værd at undre sig over. Er det ikke et under, at et hul på huden repareres automatisk. Ja vi kalder det automatisk, men det er ikke automatik. Der foregår en masse processer, som udføres af små levende organismer på intelligent vis. Alt, hvad der foregår i kroppen er værd at undre sig over, er altså et under.

Se på dyrene, insekterne og planterne. Deres udseende og funktioner er de rene undere, hvis man altså kan se undere. Der findes dyr og insekter, som passer sammen med ganske bestemte planter, og der findes planter, der udformer en bestemt plantedel på en sådan måde, at den ser nøjagtigt ud som nogle huninsekter i området, og som oven i købet udsender den samme duft som huninsekterne, og som derved lokker haninsekterne til at komme og bestøve dem. Men vi er jo så vant til at se alle disse undere, at de er blevet noget dagligdags og ikke noget at undre sig over. Et under er som en pegefinger, der peger på noget, der overskrider denne fysiske verden. Et under får os til at undre os, fordi underet er indgangsporten til noget, som ikke er af denne verden. Den moderne videnskabsmand finder ikke noget at undre sig over. Derfor når han heller ikke ud over denne fysiske verden. Når en moderne videnskabsmand finder et under, forkaster han det som et under og mener, at det blot er noget, der en dag kommer en fysisk forklaring på. Jeg kender ingen, der er så uintelligente som moderne videnskabsmænd. At tro at alle disse undere er fremkommet af sig selv ved en udvikling af gasarter eller aminosyrer er himmelråbende uintelligent. Selvom man er dygtig til at regne formler ud, kan der godt være en brist med hensyn til andre hjernefunktioner.

Det er altså vore vaner, som hindrer os i at se det guddommelige. De første gange, vi ser noget særlig smukt f.eks. en blomst kan vi godt undre os over det overjordiske ved blomsten. Men når vi har set det nogle gange, så er den blevet til noget sædvanligt, så har vanerne dræbt det guddommelige. Den verden, vi lever i, er utrolig underfuld, d.v.s fuld af undere. Hvis vi vil opleve alt dette underfulde, så må vi lade aserne tilintetgøre vanerne. Vaner er imidlertid ikke lette at komme af med, men vejen er heller ikke at undertrykke vanerne. Det kommer man ikke langt med, for vaner er meget seje og ikke nemme at kæmpe imod. Vejen er at genoplive sin evne til at undres. Hvis man igen lærer at undres, så kommer man i kontakt med aserne – med det guddommelige. Og aserne vil så hjælpe en med at bekæmpe vanerne. En af de største vismænd, der har levet, sagde, at man skulle blive som børn igen for at komme ind i himlen. Barnet, som ikke er belastet af så meget af vaner, undrer sig og ser det himmelske i tilværelsen.

I den verden, vi lever i, siger man også, at alt har en årsag, og hvis man ikke kan finde årsagen til et eller andet, er det blot fordi videnskaben endnu ikke har fundet årsagen. Men går vi uden for den fysiske verden, sker der ting uden årsag. Inden for dybdepsykologien, hvor man prøver at nå hinsides den fysiske verden, taler man om at se efter meningsfuldhed i det, der sker, i stedet for at se efter en årsag. Tildragelser kan ske uden at de har nogen årsag, men fordi den ærværdige mester i vor indre loge finder det meningsfuldt for os. Med årsagsbegrebet sætter vi os selv ind i en mekanisk verden, hvor alt sker automatisk som følge af en årsag. I en sådan verden er der ikke brug for en gud eller for en ærværdig mester, for alt sker jo automatisk som følge af en årsag. Går vi udenfor årsagsbegrebet, bliver der pludselig råderum for en gud eller for en ærværdig mester, som kan lade ting ske uden årsag. Man kan faktisk ikke være frimurer, hvis man tror, at alt har en årsag, for så er der ikke plads til en verdensstorbygmester, som kan handle efter forgodtbefindende. Man kan heller ikke være frimurer, hvis man ikke tror, at der findes noget udenfor det rum, som begrænses af højde, bredde og længde, for der er ikke plads til en verdensstorbygmester i et rum, der er begrænset af højde, bredde og længde. Nogle har måske den indstilling, at det først er efter døden, at der eksisterer noget udenfor det nuværende rum med højde, bredde og længde, men verdensstorbygmesteren eksisterer altså ikke først efter døden.

Frimureri er ikke blot noget, man driver i logen hver 14 dag. Frimureri er en heltidsbeskæftigelse. Frimureri er en måde at leve på. Det første trin i enhver åndelig disciplin er moral. Det første trin i f. eks. yogaen er yama. Yama er det trin, hvor man lærer moral, og uden dette trin kommer man ikke videre i yogaen. Det første trin i frimureriet er også moral. Vi hører allerede ved optagelsen, at man ikke kan blive frimurer, hvis man ikke har en streng moral. Moral er mange ting, men de fleste er ikke i tvivl om, hvad moral er. Det fortæller samvittigheden, hvis man altså lytter til den. Til moral hører f. eks. at man ikke knægter andre mennesker, fordi de har en anden mening end en selv, enten ved ligefrem at slå dem ihjel eller ved på anden måde nægte dem adgang til at udtrykke deres meninger og til at få deres meninger afprøvet ved afstemninger, således som det foregår i et civiliseret og moralsk samfund. Undertrykkelse er altid umoralsk.

Jens Gabe

 

 

 

 

                                                                                                                                                                                  Jens Gabe