Filosofien bag ritualet
Efterhånden som vi dykker dybere og dybere i frimureriet, vil vi opdage mere og mere, som belærer os om, hvad der foregår i et menneskes indre. Frimureriet benytter sig meget af symboler, fordi symboler er noget, som kan fortælle en noget, som ikke kan udtrykkes med ord. Definitionen på et symbol er et billede eller andet, som udtrykker noget, som er usynligt, og som ikke kan udtrykkes med ord. Ord er jo noget, som er stærkt knyttet til forstanden, men mennesket indeholder meget andet end forstand, og hvis vi vil forstå det i mennesket, som ligger udover forstanden, er vi nødt til at benytte os af hjælpemidler, som kan fortælle om noget uden at benytte ord, som kan fortælle os noget, som slet ikke kan udtrykkes med ord. Derfor består en stor del af en frimurers arbejde i at tyde symboler, ritualer og allegorier. Ikke i at tyde dem, så at de kan oversættes til ord, for det kan man ikke, men i at tyde det, der ligger skjult i dem, og som ikke kan oversættes til ord.
Logen er en symbolsk fremstilling af vort eget indre. Logens embedsmænd er derfor symboler på kræfter i vort eget indre, og hele det rituelle skuespil, som embedsmændene opfører, er et billede på de foreteelser, som foregår i vort indre. Grunden til, at vi opfører dette rituelle skuespil, er den, at vi herved mener at kunne få en større forståelse af de åndelige og sjælelige processer, som foregår indeni os. Disse åndelige og sjælelige processer er af en sådan art, at de ikke kan forklares ved hjælp af ord. Derfor prøver vi på at anskueliggøre dem ved hjælp af symbolikken. Vi udpeger nogle brødre til at beklæde nogle symbolske embedsposter og lader dem opføre et rituelt skuespil og der er naturligvis ikke tale om, at det er finere at spille én rolle end en anden i dette skuespil.
Når vi har hørt på det frimureriske ritual i et stykke tid, for nogle igennem mange år, så er der fare for, at ritualet bliver rutine, og rutine er både sløvende og dræbende. Rutinen får én til at glemme, hvorfor vi egentlig gør det, vi gør. Hvor mange tænker på noget dybt filosofisk, når de hører de 3 hammerslag?
Ved åbningen af logen og ved mange andre lejligheder får vi at vide, at enhver frimurers første pligt er at sørge for, at logen er rigtig dækket. Logen skal være dækket af en ydre vagt, som med et draget sværd holder alle uvedkommende og uindviede borte fra logen. Er vi så bange for, at fremmede skal trænge ind i logen, at vi må bevogte den så effektivt? Nej, det er vi ikke. Husk på, at alt i logen er symbolsk. Logen er symbol på vores indre, og hvis vi vil hellige os vort indre, er det nødvendigt at sørge for, at vi ikke bliver forstyrret i denne andagt. Derfor må logen være bevogtet af en ydre vagt, som holder alle forstyrrelser væk. De uvedkommende og uindviede, han skal holde væk, er tanker og følelser, som vil forstyrre vores helligelse til vort indre. Indviede skal derimod ikke holdes væk fra logens port, for tanker og følelser af denne art, vil kun berige vor fordybelse i vort indre.
Men hvorfor står ydervagt med et draget sværd? Det gør han, fordi et sværd er symbol på det, der kløver og adskiller ting. Ydervagten kløver og adskiller med sit sværd det, som forsøger at komme ind i logen, så at det negative adskilles fra det positive. At dække logen er altså ikke blot at foretage foranstaltninger som at hive telefonstikket ud, så at vi kan være uforstyrrede, men også at sørge for, at profane tanker som forretningsanliggender og bøvl med familien eller med andre mennesker ikke får adgang til logen og forstyrrer vor indre andagt.
Den næste pligt, vi hører om i åbningsritualet, er at sørge for at det kun er frimurere, der er til stede i logen, hvorefter alle stiller sig i orden, for at vise, at de er frimurere. Dette gør vi ikke for at se, om der skulle være uindviede, som har sneget sig ind i blandt os. Vi gør det for symbolsk at vise, at der kun er ædle og indviede tanker til stede i logen, så at vi uforstyrret kan fortsætte arbejdet i vor indre loge.
Den højærværdige mester spørger så om, hvor mange ledende embedsmænd, der er i logen, og det er ikke et spørgsmål, om hvor mange ledende embedsmænd, der er i den konkrete loge. Det er et spørgsmål til hver enkelt af os, som kan oversættes således: Hvor mange styrende kræfter er der i dit indre, og svaret er 3, den højærværdige mester, den ærværdige første bevogter og den ærværdige anden bevogter.
Hvorfor har den højærværdige mester og bevogterne sådan nogle mærkelige navne? Det har de, fordi disse kræfter er af en sådan art, at de i virkeligheden slet ikke kan beskrives med ord. Da de ikke kan beskrives med ord, vil ethvert beskrivende ord være mere eller mindre forkert, og vi vil til evig tid kunne strides om, hvilken brors betegnelse, der er den rigtige. Med de neutrale ord højærværdig mester samt første og anden bevogter har vi givet de 3 styrende kræfter navne, som vi kan være fælles om, og som vi hver især kan oversætte til noget andet i overensstemmelse med vores livsanskuelse og vores åndelige udvikling. Det er således op til hver enkelt bror at betegne dem med de ord, som han synes kommer nærmest.
Min fortolkning af den højærværdige mester er, at logens mester symboliserer Ånden, d.v.s. det styrende, åndelige princip i mennesket. Han svarer til Atman i den indiske filosofi. Han er den guddommelige gnist fra den evige ild, som gnostikerne talte om. Han er den i os, som besidder bevidstheden og som er formidler af livskraften fra den guddommelige ild, som har skabt os. Han er det åndelige princip, som leder og styrer os, og det er fra ham, alle åndelige impulser udgår. Hammerens slag er symbol på disse impulser, og første slag af hammeren kommer derfor fra den.højærværdige mester d.v.s.ånden, og besvares derefter af bevogterne.
Efter min fortolkning er første bevogter symbol på sjælen, som i sit skød modtager impulserne fra ånden, besjæler og beliver dem og sender dem videre til anden bevogter. Når månen er tilknyttet første bevogter, er det, fordi første bevogter ligesom månen genspejler solens lys og sender det videre til os.
Anden bevogter er efter min fortolkning symbol på det intellektuelle center i mennesket, på den forstandsmæssige del af mennesket. I almindelighed symboliserer anden bevogter det, vi kalder for jeg’et eller egoet, men grundlæggende er jeg’et ikke identisk med anden bevogter. Jeg’et er kun identisk med anden bevogter, fordi vi har valgt at placere vores jeg i anden bevogters stol. Grundlæggende ligner anden bevogter en menneskelig computer.
Første og anden bevogter svarer til højre og venstre hjernehalvdel. Venstre hjernehalvdel arbejder ligesom en computer digitalt, mens højre hjernehalvdel arbejder analogt. Da anden bevogter svarer til venstre hjernehalvdel, er han ligesom venstre hjernehalvdel rationel, analytisk, logisk og sprogligt orienteret, og anden bevogter forstår ikke første bevogter, hvis han prøver at forstå ham med sine rationelle, analytiske, logiske og sproglige evner. Hvis anden bevogter forventer ord fra første bevogter, får han intet svar, for første bevogter kender ikke til ord. Første bevogter er ligesom højre hjernehalvdel visuelt orienteret og kender ikke til ord. Første bevogters sprog er ligesom højre hjernehalvdels sprog følelser, fornemmelser, symbolske billeder og musik, og meddelelser fra første bevogter kommer derfor ikke i ord, men som noget irrationelt: som følelser, fornemmelser, indre symbolske billeder eller musik. Man ser dette i et grelt lys, når mennesker får hjerneskader. Hvis det. f. eks. er venstre hjernehalvdel, der er beskadiget, kan den pågældende ikke mere forstå ord, men fungerer godt nok på områder, der styres af højre hjernehalvdel.
Det siger sig selv, at kommunikationen mellem første og anden bevogter må være yderst vanskelig, når de taler hvert sit sprog. Hvis vi vil lære at forstå, hvad første bevogter siger, må vi lære at lytte til vore følelser og fornemmelser, og vi må lære at tyde det symbolske billedsprog. Hvis vi vil give en besked til vores første bevogter, må vi også lære at give beskeden i et sprog, som første bevogter forstår. Hvis vi f. eks. vil bede første bevogter om at dæmpe sig ned, så nytter det ikke noget at sige det med ord, for det forstår han ikke. Men hvis vi i stedet sender et billede til første bevogter af en volumenkontrol, der bliver skruet ned, så forstår første bevogter beskeden, for så er beskeden formuleret i et sprog, som han kender. Og hvis en person er deprimeret, så nytter det ikke noget, at sige: ”Op med humøret” eller at komme med argumenter for, at den pågældende ikke burde være deprimeret, men hvis vi i stedet sætter en skive i CD’en med noget munter musik, så forstår første bevogter beskeden og ændrer måske sindsstemningen. Den teknik har jeg brugt masser af gange. Den virker, mens argumenter er virkningsløse i første bevogters følelses- og billedverden.
Somme tider udviser første bevogter stor opfindsomhed, når han vil fortælle os noget, som egentlig kræver ord. Jeg har mange gange været ude for, at min første bevogter fik mig til at fløjte eller nynne en eller anden melodi. Jeg studsede hver gang over, at en for længst glemt melodi blev ved med at køre rundt i mit hoved, men efterhånden som sangteksten kom frem, blev det lysende klart for mig, at teksten sagde noget, som var vigtigt for mig i den situation, hvori jeg befandt mig. Første bevogter kunne ikke give mig selve ordene, men han kunne give mig en melodi, som var knyttet til disse ord.
I logearbejdet er det vigtigt, at ritualet taler både til anden og til første bevogter i os, d.v.s. at ritualet ikke kun består af ord, men også af et visuelt billedsprog, som kan tale til første bevogter i os. Ellers går ritualet slet ikke i dybden, fordi det ikke når hinsides anden bevogter. Vi har et alter med en evig flamme i logens centrum. Det er et symbol, som siger uendelig meget, og som ikke alene når udover anden bevogter, men som også rækker endnu dybere ind i os end første bevogter. Og når ilden til visdommens, styrkens og skønhedens lys bliver hentet fra den evige ild i vort centrum, så siger det langt mere end nogen ord kan udtrykke. Det er frimureri af højeste karat.
Trekanten, som består af mesteren, første bevogter og anden bevogter, er hovedkræfterne i vor indre loge. De øvrige embedsmænd er hjælpeembedsmænd, d.v.s. de er funktioner i vort indre, som hjælper trekanten med at få vor indre loge til at fungere.
Første diakon er symbol på den impuls, som går fra ånden til sjælen. Han er den åndelige budbringer. Som Merkur har sin plads nærmest solen, har også første diakon sin plads i nærheden af den højærværdige mester. Han svarer i det hele til Merkur eller Hermes, og han bærer, ligesom hans forgængere gjorde det i oldtidens mysteriespil, en stav som symbol på det åndelige spyd eller den lynild, som udslynges af ånden. Ligesom Merkur og Hermes ofte bar en stav, som foroven var forsynet med vinger, således bærer også diakonen en stav, som er forsynet med et bevinget dyr, nemlig duen, som jo netop er symbol på en flyvende budbringer. Når første diakon har bragt åndens impuls til sjælen, afventer han her anden diakon’s tilbagekomst for at kunne meddele den højærværdige mester, om hans impuls har båret frugt. De meddelelser, som første diakon bringer fra den højærværdige mester til første bevogter, er ikke meddelelser i ord, for ånden taler ikke i ord, og den taler heller ikke ved hjælp af følelser. Hvis de meddelelser, der kommer fra den højærværdige mester, når frem til os, så opfattes de af os som det, man kalder inspirationer eller intuitioner. En intuition defineres som en instinktiv viden, man får, uden brug af forstandsmæssige processer, d.v.s. uden brug af anden bevogter.
Hvis vi vil lære vores første diakon at kende, gælder det om at blive bevidste om intuitioner og inspirationer. Vanskeligheden ved at blive bevidst om intuitioner og inspirationer er, at anden bevogter skal forholde sig 100% tavs, mens det sker. Ethvert forsøg fra anden bevogters side på at arbejde med sin rationalitet, mens man får en intuition eller en inspiration, vil øjeblikkeligt tilintetgøre den intuitive impuls fra den højærværdige mester. Når man først har fået en intuition, kan anden bevogter godt bearbejde den rationelt, men hvis anden bevogter sætter forstanden ind, før intuitionen er kommet i hus, så kommer intuitionen slet ikke i hus. Anden bevogter skal tie, mens den højærværdige mester taler.
Anden diakon symboliserer den besjælede impuls, som kommer fra første bevogter til anden bevogter, således at hjernens venstre halvdel kan blive bevidst om den. Men at opfatte meddelelserne fra anden diakon er ikke så ligetil, for da de kommer fra første bevogter, som svarer til højre hjernehalvdel, kommer de jo ikke i ord. De kommer som følelser, fornemmelser eller symbolske billeder. Hvis vi vil lære anden diakon at kende, gælder det derfor om at lære at forstå symbolsproget, både det symbolsprog, som optræder i vore drømme, og det symbolsprog, som anden diakon benytter i vores vågne tilstand, men som vi sjældent forstår, fordi vi ikke har lært at tyde symbolsproget. Anden diakon svarer til den bro, der i hjernen findes mellem de to hjernehalvdele, og som forbinder disse to hjernehalvdele. Anden diakon skal forbinde noget, der er lige så svært at forbinde som vand og luft. Anden bevogter symboliseres nemlig ved luft, fordi tanker og rationalitet er noget meget luftigt noget. Første bevogter symboliseres ved vand, fordi følelser er noget, der strømmer igennem én ligesom vand er noget, der strømmer. I nogle frimurersystemer er første bevogter derfor under indvielsesceremonien iklædt en stola i vandelementets grønne farve, og anden bevogter er iklædt en stola i luftelementets blå farve. Under indvielsen tegner anden bevogter endvidere luftelementets tegn på kandidatens pande, mens første bevogter tegner vandelementets tegn på hans pande. Det kræver en dyb indsigt i alkymien at forstå denne symbolik. Alkymien drejede sig ikke om at fremstille guld i bogstavelig forstand, men i symbolsk forstand. Alkymien drejede sig om at fremstille det, som guldet symboliserede, nemlig det guddommelige. Alkymien var en hemmelig filosofisk og psykologisk lære, som i dag ligger gemt i frimureriet. At forbinde første og anden bevogter er en alkymistisk proces, som er lige så svær som at forene vand og luft.
En af de vigtigste sætninger i frimureriet er sætningen: Kend dig selv. Ritualet er et redskab, som kan hjælpe os med at lære os selv at kende. Ritualet er ikke dogmatiske læresætninger, som vi bare skal høre igen og igen, indtil vi har lært dem udenad. Ritualet er et redskab, som kan anvendes i praksis, når vi forsøger at lære os selv at kende. Ritualet fortæller os, at vi inde i os har en højærværdig mester samt en første og anden bevogter, ja, ritualet fortæller os det, men det er en rent teoretisk viden. Egentlig er det bare en tro, for i realiteten ved vi ikke, om det er rigtigt, førend vi i os selv har mødt første bevogter og den højærværdige mester. Normalt kender vi nemlig kun vores anden bevogter. Hvis jeg spørger jer, hvor jeres jeg sidder, så vil I uden tvivl pege på hovedet, fordi vi mener, at det er forstanden eller hovedet, som indeholder vores jeg. Sagt på en anden måde, så identificerer vi os med anden bevogter. Så længe vi identificerer os med anden bevogter, vil vi ikke kunne finde et jeg andre steder inde i os, for jeg’et har vi jo på forhånd anbragt i anden bevogters stol. For at kunne hæve os op over anden bevogter er vi nødt til at ophæve jeg’ets identifikation med anden bevogter og begive os på den indre rejse, som vi kalder den anden frimureriske rejse.
Mange af jer har sikkert prøvet at sidde i en indre fordybning i et forsøg på at finde sig selv. Denne indre fordybning kaldes andagt, kontemplation eller meditation. Hvis I har prøvet det, vil I have opdaget, at der sjældent sker andet end, at der strømmer en masse tanker igennem hovedet på én. Forskellige meditationsteknikker anviser forskellige metoder til at standse denne tankestrøm, men der er ingen teknikker, der virker, så længe vi identificerer os med den tankemaskine, som anden bevogter er. Den forstyrrende tankestrøm standser først. når vi ophæver identifikationen med anden bevogter. Kikker vi opmærksomt indad, vil vi kunne opdage, at der er noget andet inden i os, som ser og iagttager alle de tanker, der kommer flyvende. Så vil vi kunne opdage, at tankerne ikke er os, og at det heller ikke er os, der laver tankerne. Fordi jeg’et nu har flyttet sig udenfor anden bevogters stol, vil vi kunne se, at det er anden bevogter, som frembringer tankerne, og at jeg’et faktisk er den, der ser og iagttager de tanker, som anden bevogter frembringer. Anden bevogter er et fortrinligt tankeredskab for ånden eller den højærværdige mester, men anden bevogter er kun et redskab. Jeg’et er det sted i os, hvor energierne er centreret, og ved således at flytte jeg’et op over anden bevogters stade, begrænser vi energitilstrømningen til anden bevogter. Følgen heraf er, at tankerne aftager, således at vi kan begynde at se, hvad der er i os, når tankerne ikke fylder hele billedet.
Det første, vi vil få øje på, når vi hæver jeg’et op over anden bevogters stade, er nok anden diakon, for vi vil nu kunne opdage de hammerslag eller meddelelser, der kommer fra første bevogter eller sjælen. Som før omtalt, vil de være af følelsesmæssig karakter. De vil også kunne bestå af indre symbolske billeder, for der er en tæt sammenhæng mellem indre billeder og følelser, idet følelser meget ofte udtrykker sig i billeder. Første bevogter kan jo ikke udtrykke sig i ord, for ord er noget, der hører hjemme hos anden bevogter. I vil uden tvivl føle, at det er jer selv, der føler disse følelser, for jeres jeg vil nu være identificeret med første bevogter i stedet for med anden bevogter. For nu at ophæve jeg’ets identifikation med første bevogter og søge endnu højere op i en selv er det nødvendigt at begive sig på det, som vi kalder den 3. frimureriske rejse. Denne 3. frimureriske rejse, hvor vi hæver os op over første bevogter, foretager vi ved opmærksomt at lægge mærke til, at der er et eller andet i os, som ser og iagttager og oplever disse følelser. Så længe vi siger: Jeg føler, er jeg’et identisk med første bevogter, men når vi kan sige: Disse følelser hører ikke til mit jeg, jeg er den, der iagttager de følelser, som første bevogter frembringer, så har vi indtaget sædet i kong Salomons stol, for så er jeg’et blevet identisk med den højærværdige mester i vor indre loge. Det kræver et meget ihærdigt frimurerisk arbejde at nå dertil, at man kan indtage den højærværdige mesters stol i sin indre loge. Det er kun få af os, der når så langt.